Klagret over standsning af dagpengerefusion - Indflydelse på sygeløn

En kvinde blev sygemeldt den 12. januar 1999, og hendes arbejdsgiver søgte refusion af dagpenge fra kommunen i henhold til Barselsloven § 26, stk. 1. Kommunen fulgte op på sagen og meddelte arbejdsgiveren, at refusionen ville bortfalde fra 27. august 1999, hvis kvinden ikke kontaktede dem. Da hun ikke gjorde det, stoppede kommunen refusionen fra denne dato. Kommunikationen herom indeholdt klagevejledning til arbejdsgiveren.

Kvinden kontaktede kommunen den 3. september 1999 og oplyste, at hun ikke havde modtaget brevet. Refusionen blev midlertidigt genoptaget til 5. september 1999. Da kvinden ikke mødte på arbejde den 6. september 1999, stoppede kommunen igen refusionen til arbejdsgiveren fra denne dato, idet de vurderede, at kvinden ikke længere var fuld uarbejdsdygtig efter Barselsloven § 5. Kommunen orienterede kvinden om afgørelsen til arbejdsgiveren, men hun blev ikke partshørt over en indhentet lægeerklæring.

Kvinden klagede over afgørelsen, men det sociale nævn afviste at behandle sagen. Nævnet mente, at kvinden ikke var part i sagen, da afgørelsen direkte vedrørte arbejdsgiverens ret til refusion, jf. Retssikkerhedsloven § 60, stk. 1. Kvinden argumenterede for, at hun havde en væsentlig økonomisk interesse, da hendes ret til sygeløn fra arbejdsgiveren bortfaldt, når dagpengeretten ophørte ifølge hendes overenskomst.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden var berettiget til at klage over kommunens afgørelse om standsning af hendes arbejdsgivers ret til refusion for dagpenge. Ankestyrelsen vurderede, at kommunen burde have truffet en direkte afgørelse over for kvinden om hendes ret til dagpenge, hvilket hun som adressat ville have kunnet påklage.

Da kommunen ikke havde truffet en sådan direkte afgørelse, anså Ankestyrelsen kvinden for at have en så væsentlig og individuel interesse i kommunens afgørelse om arbejdsgiverens refusion, at hun var omfattet af kredsen af klageberettigede, jf. Retssikkerhedsloven § 60, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende:

• Kommunens afgørelse om refusion blev truffet på baggrund af en vurdering af kvindens uarbejdsdygtighed efter Barselsloven § 5.
• Afgørelsen om standsning af arbejdsgiverens refusion havde den umiddelbare virkning, at kvindens ret til løn under sygdom ophørte i henhold til hendes overenskomst.

Sagen blev hjemvist til det sociale nævn for realitetsbehandling. Nævnet skal nu tage stilling til, om betingelserne for at stoppe sygedagpenge var opfyldt, og hvilke retsvirkninger det havde, at hverken kvinden eller arbejdsgiveren blev partshørt over den indhentede lægeerklæring.