Afgørelse om mellemkommunal refusion vedrørende anbringelse af barn

Sagen omhandler en tvist om mellemkommunal refusion mellem A Kommune og B Kommune vedrørende udgifter til en 10-årig dreng, NN, med infantil autisme og mental retardering, der kræver fuldtidsstøtte. NN blev oprindeligt anbragt af B Kommune med forældrenes samtykke på et børnecenter.

Kort efter anbringelsen flyttede familien til A Kommune. Forældrene valgte at hjemtage NN efter et samvær, da de ikke ønskede, at han skulle tilbage til det oprindelige børnecenter grundet den lange afstand og transportudgifter. B Kommune betragtede dette som en tilbagekaldelse af samtykket og traf beslutning om hjemgivelse, da de ikke fandt grundlag for en tvangsmæssig anbringelse efter Serviceloven § 58.

A Kommune anmodede herefter B Kommune om refusionstilsagn, idet de mente, at NN fortsat havde behov for anbringelse, og at det hidtidige forløb burde medføre refusion, selvom der var ventetid på en egnet plads i A Kommune. A Kommune fandt heller ikke grundlag for tvangsmæssig anbringelse, da familien ønskede en frivillig anbringelse, men havde svært ved at finde en egnet institution. Det sociale nævn stadfæstede B Kommunes afgørelse, idet de fandt, at anbringelsesforløbet var afbrudt, og at opholdet i eget hjem ikke kunne sidestilles med en refusionsbærende boform.

Ankestyrelsen har afgjort, at A Kommune ikke har ret til refusion fra B Kommune for udgifter til NN. Afgørelsen er i overensstemmelse med det sociale nævns resultat.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at:

• B Kommune ikke havde medvirket til, at NN fik ophold i A Kommune i et anbringelsessted for børn og unge, jf. Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 2, nr. 6.
• Opsamlingsbestemmelsen i Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 2, nr. 5 ikke omfatter anbringelsessteder for børn og unge efter Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 2, nr. 6.
• Forholdet ikke var omfattet af Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 5, da der ikke var tale om et ubrudt refusionsbærende forløb. NN havde i en længere periode opholdt sig i eget hjem, og det hidtidige anbringelsesforløb måtte anses for afbrudt, da forældrenes samtykke til anbringelsen var tilbagekaldt. Betingelserne for den frivillige anbringelse var dermed ikke længere opfyldt, og der var ikke fundet grundlag for en tvangsmæssig anbringelse.