Afgørelse om refusion for anbringelse af NN - B Kommunes passivitet

Sagen omhandler en tvist mellem A Kommune og B Kommune vedrørende refusion af udgifter til anbringelse af barnet NN uden for hjemmet. NN blev anbragt den 21. august 2006 af A Kommune, efter at moder og barn flyttede fra B Kommune i marts 2006.

A Kommune argumenterede for, at B Kommune allerede før flytningen var bekendt med de alvorlige forhold i hjemmet og hos NN, som nødvendiggjorde anbringelsen. De mente, at B Kommune udviste passivitet ved ikke at gribe ind tidligere.

Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY afgjorde i april 2009, at B Kommune ikke var forpligtet til at yde refusion, da nævnet ikke fandt det godtgjort, at der var åbenbar grund til tvangsmæssig anbringelse fra B Kommunes side.

Ankestyrelsen ændrer Det Sociale Nævns afgørelse og fastslår, at A Kommune har ret til refusion for udgifterne til NNs anbringelse uden for hjemmet. Dette betyder, at B Kommune skal refundere A Kommunes udgifter.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen vurderer, at B Kommune i marts 2006 var fuldt ud bekendt med de forhold, der gav grundlag for anbringelse af NN. Kommunen udviste passivitet ved ikke at søge NN anbragt inden familiens flytning.

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende:

• Familiens og NNs forhold havde været kendt af B Kommune over en længere årrække, med løbende oplysninger om bekymrende forhold for NNs sundhed og udvikling.
• Allerede inden marts 2006 var der et klart børnesagkyndigt grundlag for at anbringe NN uden for hjemmet, og der var åbenbar grund til at gribe ind.
• En forældreevneundersøgelse, iværksat af B Kommune i sommeren 2005, underbyggede NNs behov for behandling og anbringelse, men Ankestyrelsen fandt, at denne undersøgelse ikke var nødvendig for at dokumentere behovet for anbringelse. B Kommune ville have haft tilstrækkeligt grundlag for anbringelse ved en undersøgelse efter den dagældende Serviceloven § 38.

Ankestyrelsen har foretaget en samlet vurdering af sagens oplysninger og finder, at B Kommunes passivitet i tilstrækkelig grad begrunder en refusionspligt i henhold til Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 5.