Afgørelse om klage over tværkommunal underretning og videregivelse af oplysninger efter Servicelovens § 33 a

Et ægtepar og deres to mindreårige drenge flyttede fra A-kommune til B-kommune. Tidligere havde A-kommune haft opmærksomhed på børnenes trivsel og udvikling og vurderede, at der var behov for særlig støtte.

I forbindelse med flytningen valgte A-kommune at foretage en tværkommunal underretning til B-kommune i henhold til Serviceloven § 33a. Kommunen mente, at drengene havde brug for regelmæssig deltagelse i dagtilbud for social udvikling, og at forældrene skulle samarbejde herom. Ægteparret blev orienteret om underretningen.

Ægteparret klagede til det sociale nævn over A-kommunes beslutning om underretning og videregivelse af oplysninger, idet de opfattede det som personlig forfølgelse og hævdede, at hele deres journal var sendt til B-kommune.

Det sociale nævn afviste at behandle klagen. Nævnet begrundede afvisningen med, at en tværkommunal underretning efter Serviceloven § 33a ikke kunne betragtes som en afgørelse, der kunne påklages efter Serviceloven § 121, jf. Retssikkerhedsloven § 60, stk. 1. Nævnet mente heller ikke, at videregivelsen af oplysninger var sket i forbindelse med en sag, hvor A-kommune kunne træffe en afgørelse over for ægteparret.

Ægteparret klagede herefter til Ankestyrelsen over nævnets afvisning af at behandle deres klage.

Ankestyrelsen tiltrådte det sociale nævns afgørelse og fastslog, at hverken nævnet eller Ankestyrelsen havde kompetence til at behandle ægteparrets klage over A-kommunes tværkommunale underretning og videregivelse af oplysninger i henhold til Serviceloven § 33a.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en tværkommunal underretning ikke kan betragtes som en afgørelse i retssikkerhedslovens forstand, der kan påklages efter Serviceloven § 121, jf. Retssikkerhedsloven § 60, stk. 1.

• En afgørelse defineres som en beslutning truffet af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, som tilsigter at have en retsvirkning for den enkelte borger.
• Ankestyrelsen vurderede, at A-kommunes underretning ikke havde direkte retsvirkning for ægteparret. Vurderingen af børnenes behov for særlig støtte efter flytningen var en selvstændig afgørelse, som B-kommune skulle træffe.

Videregivelse af oplysninger i forbindelse med en tværkommunal underretning faldt heller ikke ind under en sag, hvor A-kommune kunne træffe en afgørelse over for ægteparret. Derfor kunne klageinstanserne ikke tage stilling til, hvilke oplysninger der var videregivet.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at A-kommunes tværkommunale underretning og beslutningen om videregivelse af oplysninger faldt ind under kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed. Klager over kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed skal rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.