Suspension af klagefrist ved manglende klagevejledning i sygedagpengesag

En borger blev den 3. august 2007 mundtligt meddelt af Kommunen, at hans sygedagpengesag blev afsluttet, og at han i stedet ville modtage kontanthjælp. Kommunen undlod at give klagevejledning i forbindelse med denne mundtlige afgørelse.

Borgeren klagede skriftligt den 11. september 2007 over afgørelsen. Kommunen fremsendte klagen til Beskæftigelsesankenævnet og anmodede om dispensation for overskredet ankefrist.

Nævnet meddelte oprindeligt, at klagen var rettidig, da klagevejledning manglede. Efter en klage fra Kommunen genvurderede nævnet sin afgørelse. Nævnet fandt nu, at klagefristen ikke burde have været suspenderet, men besluttede alligevel at behandle klagen, da borgeren havde fået en berettiget forventning herom. Nævnet lagde vægt på, at afgørelsen om sygedagpengestop tilsyneladende var truffet i enighed med borgeren.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om mundtlige afgørelser, hvor der er enighed, kræver klagevejledning, og om klagefristen kan suspenderes ved manglende vejledning. Sagen supplerede Principafgørelse R-10-03.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at fristen for at klage over kommunens mundtlige afgørelse af 3. august 2007 om stop for sygedagpenge var suspenderet. Dette betød, at borgerens klage af 11. september 2007 var rettidig, og Beskæftigelsesankenævnet skulle realitetsbehandle sagen.

Udvalget lagde vægt på, at Kommunen skulle have givet klagevejledning, da afgørelsen om sygedagpengestop ikke fuldt ud gav borgeren medhold. At borgeren havde udtrykt enighed i afgørelsen havde ingen betydning for vurderingen af, om borgeren havde fået medhold. Derimod havde det betydning, om afgørelsen var til gunst eller ugunst for borgeren. Da en løbende ydelse blev stoppet, måtte afgørelsen anses for at være indgribende og til ungunst for borgeren.

Selvom afgørelsen blev meddelt mundtligt, skulle Kommunen have givet klagevejledning. Efter god forvaltningsskik bør særligt indgribende afgørelser meddeles skriftligt. En borger har desuden ret til at bede om en skriftlig afgørelse, jf. Forvaltningsloven § 23, stk. 1. Vejledningen til Forvaltningsloven § 25 fastslår, at den almindelige vejledningspligt medfører, at der ved en mundtlig forvaltningsafgørelse om fornødent skal gives klagevejledning.

Det fremgik af Principafgørelse R-10-03, at klagefristen er suspenderet, indtil klagevejledning er givet, medmindre klageren kan anses for at have udvist ugrundet passivitet. Der var ikke grundlag for at antage, at borgeren havde udvist passivitet i denne sag. Klagen blev derfor anset for rettidig, og Beskæftigelsesankenævnet skulle realitetsbehandle den. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg nåede således samme resultat som nævnet, men med en anden begrundelse.