Handlekommune vedrørende hjælpemidler under midlertidigt sommerhusophold

En handicappet mand, der var kørestolsbruger grundet sclerose og havde en permanent bevilling af en plejeseng i sin helårsbolig, opholdt sig midlertidigt i familiens sommerhus i B kommune. Under opholdet modtog han hjemmehjælp fra B kommune, som krævede relevante hjælpemidler til rådighed. Et revacenter sendte tre regninger for leje og udbringning af hjælpemidler, herunder en plejeseng og toiletstol, til mandens faste opholdskommune, A kommune.

A kommune betalte regningerne, men søgte efterfølgende refusion fra B kommune, idet de mente, at forpligtelsen til at yde hjælpemidler under midlertidigt ophold påhvilede den midlertidige opholdskommune. A kommune henviste til, at hjælpemidlerne var nødvendige for hjemmeplejens arbejdsforhold. B kommune afviste kravet og fastholdt, at behovet for plejesengen var permanent og derfor A kommunes ansvar.

Sagen blev indbragt for det sociale nævn, som fandt, at A kommune som fast opholdskommune var forpligtet til at stille de nødvendige hjælpemidler til rådighed, også under det midlertidige ophold. A kommune klagede herefter til Ankestyrelsen og ønskede en principiel afklaring af ansvarsfordelingen for hjælpemidler under midlertidige ophold, især når behovet var permanent og hjælpemidlerne primært tjente plejepersonalets arbejdsforhold.

Ankestyrelsen tiltrådte det sociale nævns afgørelse og fastslog, at A kommune som fast opholdskommune var forpligtet til at stille nødvendige hjælpemidler, herunder plejesengen, til rådighed for borgeren under dennes midlertidige ophold i sommerhus i B kommune.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde til grund, at borgeren med rette var bevilget plejesengen som hjælpemiddel efter Serviceloven § 97. Hovedreglen i Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1 fastslår, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp. Selvom B kommune var den midlertidige opholdskommune, var A kommune uændret borgerens faste opholdskommune.

Ankestyrelsen fremhævede, at der skal foreligge tungtvejende grunde for at fravige lovens udgangspunkt om, at den faste opholdskommune yder alle sociale ydelser. Selvom visse former for hjælp, som f.eks. hjemmehjælp efter Serviceloven § 71, kan ydes af den midlertidige opholdskommune, gjaldt dette ikke for hjælpemidler, der var begrundet i borgerens egne permanente behov.

Ankestyrelsen henviste til praksis, herunder SM R-4-00, som fastslår, at den faste opholdskommune skal behandle ansøgninger om hjælpemidler til anvendelse i sommerhus i en anden kommune, når ansøgningen er begrundet i ansøgerens egne permanente behov. Det blev understreget, at behovet for plejesengen skyldtes borgerens funktionsnedsættelse og ikke sommerhuskommunens forhold.