Hjemvisning af sag om tilbagebetaling af børnebidrag grundet mangelfuld begrundelse og manglende stillingtagen til ond tro

En borger blev i september 1995 og juli 1997 af en kommune pålagt tilbagebetaling af forskudsvis udbetalt børnebidrag. Begrundelsen var, at datteren ikke boede hjemme eller var anbragt uden for hjemmet. Disse afgørelser blev ikke påklaget, og der var løbende kontakt om afdragsordninger.

I marts 2002 fastsatte kommunen borgerens tilbagebetalingsevne til 900 kr. månedligt. Borgeren klagede over denne afgørelse.

Nævnet tiltrådte i august 2002 kommunens afgørelse om tilbagebetalingsevne, men genoptog sagen, da det blev oplyst, at kravet vedrørte forskudsvist udlagt børnebidrag. I november 2002 afgjorde Nævnet, at borgeren ikke for tiden skulle tilbagebetale, da der var stor usikkerhed om kravets berettigelse. Nævnet hjemviste sagen til kommunen for en fornyet vurdering af, om der var grundlag for tilbagebetalingskravet, herunder om borgeren havde været i god eller ond tro. Nævnet dispenserede desuden for overskridelse af ankefristen for de oprindelige afgørelser fra 1995 og 1997.

Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen og anfægtede Nævnets kompetence til at genoptage en upåklaget afgørelse syv år efter klagefristens udløb. Nævnet fastholdt sin ret til at efterprøve den bagvedliggende tilbagebetalingsafgørelse, selvom den ikke var påklaget, især hvis der forelå oplysninger, der indikerede, at kommunens afgørelse var forkert.

Ankestyrelsen tiltrådte Nævnets afgørelse, hvilket betød, at sagen blev hjemvist til kommunen for en fornyet vurdering af tilbagebetalingskravet. Borgeren skulle ikke for tiden tilbagebetale i henhold til den tidligere fastsatte ordning.

Ankestyrelsen fandt, at Nævnet var berettiget til at efterprøve det bagvedliggende tilbagebetalingskrav, selvom klagen oprindeligt kun vedrørte tilbagebetalingsordningen. Dette skyldtes, at de oprindelige afgørelser fra 1995 og 1997 led af væsentlige retlige mangler.

De væsentlige mangler var:

• Kommunen havde ikke taget stilling til, om borgeren havde modtaget ydelsen uberettiget og mod bedre vidende, hvilket er en betingelse for tilbagebetaling efter Børnetilskudsloven § 24, stk. 2.
• Afgørelserne var utilstrækkeligt begrundet og opfyldte ikke kravene i Forvaltningsloven § 24. En utilstrækkelig begrundelse forlænger klagefristen, så den først løber fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er tilstrækkeligt begrundet. Der var derfor ikke behov for at dispensere fra klagefristen, som Nævnet havde gjort. Ankestyrelsen henviste til tidligere praksis om forlængelse af klagefrist ved mangelfulde begrundelser.