Afgørelse om afslag på dækning af udgifter til tatovering af øjenbryn og øjenvipper

Sagen omhandlede en 17-årig pige, der grundet en nyresygdom havde udviklet pletskaldethed, hvilket medførte totalt tab af øjen-, øjenbryns- og hovedhår. Forældrene ansøgte kommunen om dækning af udgifter til ansigts make-up og senere til tatovering af øjenbryn og øjenvipper.

Kommunen afslog ansøgningen om make-up med henvisning til Serviceloven § 97. Efterfølgende afslog de også støtte til tatovering efter Serviceloven § 28, da de ikke anså det for en merudgift, og efter Aktivloven § 82, da familien havde formue.

Det sociale nævn hjemviste sagen til fornyet behandling under Serviceloven § 28 og fandt efterfølgende, at pigen var berettiget til hjælp til tatovering som en nødvendig merudgift. Nævnet lagde vægt på lidelsens sværhedsgrad og de psykiske belastninger, samt at behandlingen ikke kunne ydes i offentligt regi. Nævnet fastholdt, at hjælpen skulle ydes efter Serviceloven § 28 og ikke Aktivloven § 82, da merudgifter er uafhængige af indkomst.

Både ansøger og kommunen klagede til Ankestyrelsen for at få afklaret, hvorvidt udgifterne hørte under Serviceloven § 28 (merudgifter) eller § 97 (hjælpemidler), og om behandlingsudgifter til børn skulle vurderes efter Serviceloven § 28 eller Aktivloven § 82.

Ankestyrelsen ændrede Det sociale nævns afgørelse og fandt, at ansøger ikke var berettiget til dækning af udgifter til tatovering af datterens øjenbryn og øjenvipper.

Begrundelse for afslag efter Serviceloven § 28

Ankestyrelsen fastslog, at udgiften til tatovering ikke kunne anses for en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af et handicappet barn i hjemmet, jf. Serviceloven § 28, stk. 1. Dette skyldes, at tatovering er et indgreb af behandlingsmæssig karakter, og udgifter til behandling falder uden for bestemmelsen om merudgifter. Merudgifter er typisk knyttet til barnets forsørgelse, såsom diætkost, befordring eller beklædning.

Begrundelse for afslag efter Serviceloven § 97

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at tatoveringen kunne betragtes som et hjælpemiddel, jf. Serviceloven § 97, stk. 1. Et hjælpemiddel defineres som et produkt fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsevnenedsættelse. Tatovering er ikke et sådant produkt.

Vurdering af Aktivloven § 82

Ankestyrelsen tog ikke stilling til, om udgiften eventuelt kunne dækkes efter Aktivloven § 82 om hjælp til sygebehandling. Dette skyldtes, at hjælp efter denne bestemmelse forudsætter, at ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgiften, og det fremgik, at ansøger var i besiddelse af formue.

Det blev bemærket, at afgørelsen alene havde betydning for fremtiden, og den støtte, ansøger allerede havde modtaget, ikke skulle tilbagebetales.