Hjælp til dækning af merudgifter til særskilt befordring af det ene af to handicappede børn, når der er bevilget hjælpemiddelbil

Sagen omhandler en familie med et tvillingepar på 9 år, der begge lider af en alvorlig, fremadskridende muskellidelse samt en psykisk lidelse. Børnene måtte ikke overanstrenge sig, men skulle samtidig deltage i et almindeligt dagligliv. De manglede en naturlig stopmekanisme, hvilket kunne føre til selvpåførte smerter og skader.

Amtskommunen havde bevilget bilstøtte til drengene efter Serviceloven § 99. Herefter traf kommunen afgørelse om, at familiens hidtidige taxaordning bortfaldt ved levering af den bevilgede bil. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at bilstøtten skulle dække børnenes kørselsbehov, og at udgifter til transport, hvor børnene ikke kunne følges ad, ikke var en merudgift ved forsørgelsen.

Forældrene klagede til Ankestyrelsen og anførte, at merudgifter til taxi var en direkte følge af børnenes nedsatte funktionsevne. De argumenterede for, at den bevilgede handicapbus ikke dækkede alle kørselsbehov, især når børnene skulle forskellige steder hen. Det var vigtigt for børnenes udvikling og som led i et behandlingssigte, at de blev skilt ad i fritiden, hvilket krævede særskilt transport.

Ankestyrelsen fandt det ikke udelukket, at familien i særlige tilfælde fortsat kunne være berettiget til hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til særskilt befordring af det ene af de to handicappede børn. Dette skyldtes, at det ene barn kunne have et særligt kørselsbehov, som ikke kunne dækkes af den bevilgede handicapbil, og som barnet ikke ville have haft, hvis det ikke var handicappet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at børnenes kørselsbehov ikke altid kunne forventes at være sammenfaldende, især med hensyn til deres alder og udviklingsbehov. I de tilfælde, hvor det ikke var praktisk muligt at dække begge børns forskellige transportbehov med den bevilgede bil, kunne der efter en konkret vurdering være tale om et nødvendigt transportbehov, der alene var en følge af barnets handicap.

Dog skønnede Ankestyrelsen, at det i de fleste tilfælde – især ved transport inden for nærområdet – ville være praktisk muligt at dække begge børns transportbehov med den bevilgede bil, selvom de skulle forskellige steder hen.

På denne baggrund hjemviste Ankestyrelsen sagen til kommunen. Kommunen skulle foretage en konkret vurdering af børnenes behov og tage stilling til, i hvilket omfang familien kunne være berettiget til hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til særskilt transport i taxa eller på anden vis af det ene barn. Ankestyrelsen ændrede dermed det sociale nævns afgørelse i overensstemmelse med Serviceloven § 28, stk. 1 og Serviceloven § 41, stk. 1.