Afgørelse om aflastningsophold under plejeforældres ferie er bistandsudøvelse og kan ikke påklages til det sociale nævn

To børn var anbragt uden for hjemmet i en plejefamilie uden forældrenes samtykke. Ifølge aftale med kommunen havde plejeforældrene ret til ferie uden børnene. Kommunen besluttede, at børnene skulle opholde sig i en aflastningsfamilie i plejeforældrenes ferieperiode, en afgørelse truffet efter Serviceloven § 55. Forældrene klagede til det sociale nævn, da de ønskede, at børnene skulle være hos dem i ferien i stedet for i aflastningsfamilien. De argumenterede for, at kommunens afgørelse var i strid med børnenes tarv og skadelig for dem.

Det sociale nævn afviste at behandle sagen med den begrundelse, at der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed. Forældrene klagede herefter til Ankestyrelsen og fremhævede, at kommunen selv havde vurderet, at børnene ikke skulle knyttes til for mange voksne, og at børnenes behandlingsbehov tilsagde en begrænsning af antallet af voksenpersoner, de skulle forholde sig til.

Ankestyrelsen tiltrådte det sociale nævns afgørelse om at afvise klagen. Det blev vurderet, at kommunens beslutning om børnenes ophold i aflastningsfamilie i en 3-ugers periode ikke var en afgørelse, der kunne indbringes for det sociale nævn.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen fastslog, at kommunens afgørelse vedrørende tilrettelæggelse af ferie for plejefamilien faldt ind under kommunens faktiske gennemførelse af anbringelsen (også kaldet bistandsudøvelsen). Denne type afgørelser kan ikke påklages til det sociale nævn, men skal rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunen var forpligtet til at imødekomme plejeforældrenes anmodning om ferie som led i ansættelsesforholdet. Selvom beslutningen var væsentlig for børnenes anbringelse, var den ikke en afgørelse efter Serviceloven § 55, stk. 1, da den ikke havde sammenhæng med formålet med anbringelsen, men var et led i den faktiske forvaltningsvirksomhed.

Vejledende udtalelse

Ankestyrelsen udtalte vejledende, at en afgørelse om aflastning, der var en del af formålet med anbringelsen, ville kunne påklages til det sociale nævn, jf. Serviceloven § 122, stk. 1, jf. Serviceloven § 55, stk. 1.

Afgrænsningen ligger mellem de forhold, der er omfattet af anbringelsens formål (og eventuelt omtalt i handleplanen), og kommunens faktiske gennemførelse af anbringelsen.