Genoptagelse af hjemmehjælp efter hjemvisning fra Det Sociale Nævn

En borger, der led af diabetes, dårligt kredsløb og en smertefuld nervebetændelse efter en by-pass operation, havde siden september 1997 modtaget hjemmehjælp. I december 1998 standsede kommunen uventet hjælpen med en standardskrivelse, der blev afleveret af hjemmehjælperen. Kommunen vurderede borgeren som "rask og ressourcestærk", mobil og aktiv, og i stand til at klare daglige fornødenheder.

Kommunen fastholdt sin afgørelse efter en genvurdering i marts 1999. Efterfølgende lægelige oplysninger dokumenterede dog, at borgerens nervebetændelse hindrede ham i praktiske gøremål som gulvvask og støvsugning.

Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen for en ny, konkret og individuel vurdering baseret på yderligere lægelige oplysninger. Ældresagen ankede nævnets afgørelse, idet de mente, at kommunens oprindelige afgørelse om at standse hjælpen var en nullitet på grund af ulovlig sagsbehandling. De argumenterede for, at den begunstigende forvaltningsakt (hjemmehjælpen) burde genoptages, indtil en ny, lovlig afgørelse var truffet, for at undgå at kommunen sparede penge på ulovlige afgørelser.

Nævnet fastholdt sin afgørelse om hjemvisning og fandt ikke, at de kunne pålægge kommunen at genoptage hjemmehjælpen, før en ny afgørelse var truffet. Borgeren fik dog senere tildelt hjemmehjælp igen efter et hjemmebesøg i november 1999, men Ældresagen fremhævede den lange sagsbehandlingstid som et generelt problem.

Ankestyrelsen ændrede det sociale nævns afgørelse og fastslog, at kommunen som følge af nævnets hjemvisning skulle have genoptaget hjemmehjælpen i perioden, indtil kommunen havde vurderet sagen på ny og truffet en lovlig afgørelse.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde til grund, at hjemvisningen medførte en annullation af den indankede, ulovlige afgørelse. Retsvirkningen af en annullation af en afgørelse om standsning af en ydelse er som hovedregel, at den tilkendte ydelse skal fortsætte, medmindre ankeinstansen har tillagt afgørelsen en anden retsvirkning. I dette tilfælde fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at fravige hovedreglen.

Der blev lagt vægt på alvorlige sagsbehandlingsmangler i kommunens frakendelse af ydelsen:

• Borgeren havde ikke haft mulighed for at medvirke i behandlingen af sin sag, jf. Retssikkerhedsloven § 4.
• Han var ikke blevet partshørt om de faktiske omstændigheder til ugunst for ham, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 1.
• Han havde ikke haft mulighed for at begære sagens afgørelse udsat, jf. Forvaltningsloven § 21.
• Kommunens afgørelse var ikke begrundet i overensstemmelse med Forvaltningsloven § 24.

Herudover blev det fremhævet, at det er kommunens ansvar at sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til en forsvarlig afgørelse. Nævnet havde fundet, at sagen ikke var tilstrækkeligt lægeligt oplyst, og at kommunen derfor ikke havde foretaget en konkret individuel vurdering i henhold til Serviceloven § 71 og Serviceloven § 75.