Merudgifter til forsørgelse - Autisme - Ødelæggelse af indbo - Lange bade - Foreningskontingent

Forældre søgte om dækning af merudgifter til deres søn, der lider af svær sanseforstyrrelse, autisme og mental retardering. Sønnen udviste stereotyp adfærd, hyperaktivitet og aggressivitet, hvilket medførte udgifter til ødelæggelse af indbo, slitage på tøj, ekstra vask, lange bade og spild af madvarer. Forældrene søgte også dækning af kontingent til Landsforeningen for Autisme.

A Kommune og Det Sociale Nævn afslog dækning af de fleste af disse udgifter. De begrundede afslagene med manglende lægelig dokumentation for nødvendighed, at udgifterne ikke var en konsekvens af funktionsnedsættelsen, eller at de ikke adskilte sig fra almindeligt forbrug. Forældrene klagede til Ankestyrelsen og anførte, at sønnens adfærd, herunder lange bade, var en form for selvmedicinering og uundgåelig.

Ankestyrelsen traf en delvis ændret afgørelse i sagen om merudgifter efter Serviceloven § 41.

Ankestyrelsens afgørelse

Ankestyrelsen fastslog, at:

• Udgifter til sønnens ødelæggelse af indbo skal medtages i beregningen af merudgifter. Dette gælder i det omfang, udgifterne overstiger, hvad en familie almindeligvis vil have hertil, og ikke kan undgås gennem pædagogiske eller miljømæssige tilpasninger. Disse udgifter blev anset for nødvendige merudgifter på grund af sønnens svære funktionsnedsættelse.
• Udgifter til sønnens lange bade, slitage på og vask af tøj, foreningskontingent samt spild af madvarer skal ikke medtages. Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at disse udgifter var nødvendige og uundgåelige. Lange bade kunne potentielt reduceres ved afledning, og der var ingen lægevidenskabelig dokumentation for, at de forbedrede sønnens tilstand. Medlemskab af Landsforeningen for Autisme blev ikke anset for en nødvendig merudgift for at få dagligdagen til at fungere.

Sagen blev hjemvist til A Kommune for en fornyet beregning af merudgiftsydelsen, specifikt vedrørende udgifter til ødelæggelser af indbo. Kommunen skal i den forbindelse vurdere, hvilke udgifter der kan undgås, og sammenholde dem med en almindelig børnefamilies forsikringsmæssige dækning.