Afslag på støtte til trappelift og transportabel lift grundet manglende væsentlighed og anvendelse uden for hjemmet

En borger, der havde fået begge underben amputeret, ansøgte om støtte til en trappelift og en transportabel lift. Borgeren havde i forvejen bevilliget en loftlift, manuelle og el-kørestole samt en liftbus med briks og loftlift til forflytninger og toiletbesøg i bussen. De ansøgte hjælpemidler skulle anvendes udenfor hjemmet til besøg hos familie og venner samt deltagelse i kulturelle arrangementer og ferier, da borgeren og ægtefællen levede et meget udadvendt liv.

Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at hjælpemidlerne skulle anvendes udenfor hjemmet, og at kriterierne i Serviceloven § 112, stk. 1 derfor ikke var opfyldt. Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og vurderede, at borgeren allerede var kompenseret for sit handicap med den bevilligede liftbus.

I klagen til Ankestyrelsen blev det fremført, at de ansøgte hjælpemidler ville forbedre borgerens og ægtefællens livskvalitet og udadrettede aktivitetsmuligheder væsentligt, og at udgiften var urimelig at pålægge borgeren selv.

Ankestyrelsen fandt, at borgeren ikke var berettiget til støtte til trappelift og transportabel lift som hjælpemidler.

Fortolkning af Serviceloven

Ankestyrelsen fastslog, at Serviceloven § 112, stk. 1, nr. 1 (afhjælpning af varige følger af nedsat funktionsevne) og Serviceloven § 112, stk. 1, nr. 2 (lette den daglige tilværelse i hjemmet) er alternative kriterier. Det betyder, at blot ét af kriterierne skal være opfyldt for at kunne yde støtte til et hjælpemiddel. Denne fortolkning blev understøttet af forarbejderne til loven, der viste, at der ikke var tilsigtet ændringer i tildelingskriterierne fra den tidligere bistandslov.

Konkret vurdering

Ankestyrelsen vurderede, at de ansøgte hjælpemidler ikke i væsentlig grad ville afhjælpe de varige følger af borgerens nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse i hjemmet. Begrundelsen var, at borgeren allerede havde en lift i bussen til toiletbesøg, og at trapper ikke kunne antages at være en forhindring ved alle besøg udenfor hjemmet. Hjælpemidlerne var primært tiltænkt fritidsaktiviteter og sociale besøg udenfor hjemmet.

Ankestyrelsen tiltrådte dermed det sociale nævns afgørelse, men med en anden begrundelse.