Afslag på hjælp til bidskinne som hjælpemiddel - piskesmæld

En kvinde, der havde fået piskesmæld efter to trafikuheld, oplevede kroniske problemer med kæbeleddene, herunder smerter, låste kæbeled og dårlig nattesøvn. Hun ansøgte om en ny bidskinne, da den tidligere, betalt af et forsikringsselskab, var slidt op. Bidskinnen havde tidligere afhjulpet hendes funktionsnedsættelse betydeligt, og hun havde behov for den resten af livet.

Kommunen og Nævnet afslog ansøgningen med henvisning til, at bidskinnen blev betragtet som et behandlingsredskab og ikke et hjælpemiddel, jf. tidligere praksis i SM 0-35-91. De lagde vægt på, at behovet var opstået efter en bilulykke.

Kvinden klagede til Ankestyrelsen og anmodede om en principiel stillingtagen til, om en bidskinne altid var et behandlingsredskab, eller om den i særlige tilfælde kunne være et hjælpemiddel. Hun argumenterede for, at hendes lidelse var kronisk og ikke kunne behandles, og at bidskinnen derfor udelukkende var et hjælpemiddel til at afhjælpe generne. Hun påpegede, at SM 0-35-91 var misvisende, da den omhandlede bidfunktionsbehandling, ikke et kronisk behov for et hjælpemiddel.

Under sagens behandling oplyste kvindens tandlæge, at bidskinnen fjernede symptomerne, men ikke kurede piskesmæld. Københavns Universitet, Tandlægehøjskolen, oplyste, at der ikke var lægevidenskabelig dokumentation for, at bidskinne kunne behandle følgerne af piskesmæld, men at den kunne hjælpe symptomerne, og at det samlet set blev vurderet som behandling snarere end afhjælpning.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke var berettiget til hjælp til den ansøgte bidskinne som et hjælpemiddel, jf. Serviceloven § 97, stk. 1. Ankestyrelsen tiltrådte dermed nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fastslog dog principielt, at det ikke kunne udelukkes, at en bidskinne efter en konkret og individuel vurdering kunne være et hjælpemiddel. Dette afhang af en samlet vurdering af, hvorvidt bidskinnen i væsentlig grad kunne afhjælpe varige følger af en nedsat funktionsevne eller lette den daglige tilværelse. I vurderingen skulle indgå lægelige og tandlægelige oplysninger om funktionsnedsættelsen samt formålet med og varigheden af brugen af bidskinnen.

I den konkrete sag lagde Ankestyrelsen vægt på, at formålet med bidskinnen var at nedsætte spændinger i kæbeleddene for at undgå smerter, fastlåsning og dårlig nattesøvn. Dette blev vurderet som at fjerne symptomerne og dermed behandle bidfunktionsforstyrrelsen, snarere end at afhjælpe de varige følger af en funktionsnedsættelse, selvom behovet var permanent. Bidskinnen blev derfor ikke anset for et hjælpemiddel, der i væsentlig grad kompenserede for en funktionsnedsættelse i dette tilfælde.