Merudgifter til medicin mod rejsningsbesvær som følge af diabetes

En borger, der lider af diabetes med sendiabetiske følger i form af rejsningsbesvær, søgte om dækning af udgifter til lægeordineret medicin som nødvendige merudgifter. Borgeren var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100 på grund af nedsat funktionsevne som følge af diabetes.

A Kommune afslog ansøgningen med den begrundelse, at medicinen ikke blev anset for livsvigtig i forhold til diabetes. Det Sociale Nævn tiltrådte kommunens afgørelse og fastholdt, at udgiften ikke var nødvendig i servicelovens forstand, og at den ikke var på niveau med for eksempel udgifter til insulin.

Borgeren klagede til Ankestyrelsen og fremhævede, at behandlingen var lægeligt ordineret på grund af diabetiske komplikationer, og at Lægemiddelstyrelsen havde bevilliget tilskud til medicinen, hvilket indikerede en nødvendig behandling.

Ankestyrelsen ændrede afgørelsen fra Det Sociale Nævn og fastslog, at udgifter til lægeordineret medicin, der afhjælper erektiv dysfunktion som følge af diabetes, er en nødvendig merudgift efter Serviceloven § 100.

Ankestyrelsen vurderede, at medicinen er nødvendig for, at borgeren kan opretholde et almindeligt sexliv, hvilket anses for en del af en normal daglig livsførelse. Formålet med bestemmelsen i Serviceloven § 100 er at give personer med varigt nedsat funktionsevne mulighed for at leve så normalt som muligt.

Det blev understreget, at det ikke er en betingelse, at medicinen skal være livsvigtig eller livsnødvendig for at være omfattet af merudgiftsbestemmelsen. Dækning kan ydes for egenbetalingen af den tilskudsberettigede medicin, der ikke dækkes efter sundhedslovens regler, og i enkeltstående tilfælde også for medicin, der ikke er generelt tilskudsberettiget, hvis den er lægeligt ordineret som følge af funktionsnedsættelsen.

A Kommune skal foretage en ny beregning af borgerens ret til merudgiftsydelse.