Afgørelse om aflastning til rask søskende med tilbagevirkende kraft efter Servicelovens § 28

Sagen omhandler et forældrepar med to sønner på henholdsvis 4 og 7 år. Den 7-årige dreng var diagnosticeret med DAMP, var kontaktforstyrret, angstpræget og isoleret. Han modtog støtte i børnehaven, og forældrene fik bevilget aflastning til ham hver anden weekend med tilbagevirkende kraft fra diagnosetidspunktet.

Forældrene ansøgte senere om aflastning til den raske 4-årige søn. Begrundelsen var de mange daglige konflikter mellem brødrene, hvor den handicappede søns urolige adfærd smittede af på den yngre bror, og forældrenes behov for overskud. Kommunen bevilgede aflastning til den raske søn, men kun med virkning for fremtiden.

Forældrene klagede over afslaget på tilbagevirkende kraft og henviste til, at aflastningen til den handicappede søn var bevilget med tilbagevirkende kraft. De anførte, at de ikke tidligere havde kendt til muligheden for aflastning til søskende. Kommunen begrundede afslaget med, at forældrene ikke tidligere havde ansøgt, og at der ikke var automatik i bevillingen til søskende.

Det Sociale Nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt ikke, at kommunen burde have vejledt forældrene om aflastning til den raske søn, da Serviceloven § 28 kun dækker merudgifter direkte knyttet til det handicappede barn. Nævnet kritiserede dog kommunen for manglende begrundelse i afgørelsen, men fandt ikke, at den formelle mangel var væsentlig nok til at tilsidesætte afgørelsen.

Ankestyrelsen fandt, at forældrene ikke var berettiget til at få bevilget hjælp til aflastning af deres raske søn med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor broderen fik stillet diagnosen DAMP.

Begrundelsen var, at udgiften til aflastning af den raske søn ikke kunne anses for at være en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af den handicappede bror efter Serviceloven § 28. Ankestyrelsen lagde vægt på, at Serviceloven § 28 omfatter hjælp til egentlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til det handicappede barn, såsom aflastning af det handicappede barn selv.

Behovet for aflastning af den raske søn blev ikke betragtet som en forsørgelsesudgift tæt knyttet til broderens handicap. Ankestyrelsen bemærkede, i lighed med det Sociale Nævn, at det var kritisabelt, at kommunens afgørelse ikke var ledsaget af en begrundelse, men fandt ikke, at den manglende begrundelse var af så væsentlig karakter, at afgørelsen var ugyldig.

Ankestyrelsen tiltrådte dermed det Sociale Nævns afgørelse. Det blev dog bemærket, at afgørelsen alene havde betydning for fremtiden, og forældrene skulle ikke tilbagebetale ydelser, de allerede havde modtaget. Forældrene kunne rette henvendelse til kommunen for en fornyet vurdering af behovet for aflastning af den handicappede søn.