Servicelovens § 84 har forrang for aktivlovens § 82 ved dækning af merudgifter

En mand med insulinkrævende diabetes modtog kontanthjælp og søgte dækning af merudgifter til medicin, diætkost og fodpleje. Han ansøgte om støtte efter Serviceloven § 84. Kommunen afslog ansøgningen efter denne bestemmelse og ydede i stedet dækning af de faktiske udgifter efter Aktivloven § 82.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at støtte efter servicelovens § 84 var subsidiær i forhold til aktivlovens § 82. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare rækkefølgen af anvendelse af de to bestemmelser ved ansøgninger om merudgifter ved handicap.

Sagen blev hjemvist til kommunen for ny behandling og afgørelse. Ankestyrelsen fastslog, at servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter har forrang for aktivlovens § 82 om dækning af udgifter til sygebehandling mv., når en person med nedsat funktionsevne ansøger om merudgifter.

Begrundelse for forrang

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at servicelovens § 84 er en specialbestemmelse, der specifikt retter sig mod personer med nedsat funktionsevne eller handicap. Formålet er at kompensere for følgerne af deres nedsatte funktionsevne, hvilket er i overensstemmelse med kompensationsprincippet i sociallovgivningen.

Derimod er aktivlovens § 82 en bredere bestemmelse, der sigter mod at hjælpe personer uden midler til nødvendige udgifter til bedring af helbredet. En udtalelse fra Socialministeriet af 1. december 2004 støttede dette synspunkt, idet handicapkompenserende bestemmelser går forud for aktivlovens § 82.

Ankestyrelsen understregede desuden, at kommuner skal behandle ansøgninger om hjælp ud fra alle relevante muligheder i den sociale lovgivning. Servicelovens § 84 indgår som en del af den helhedsorienterede indsats, som kommunen er forpligtet til at yde voksne med nedsat funktionsevne efter Serviceloven § 67.