Støtte til boligskift - Engangsbeløb vs. Løbende ydelse - Kompensationsprincip

En borger, hvis søn havde et handicap, havde fået bevilget støtte til køb af en ny ejerbolig. Kommunen afslog ansøgningen om et engangsbeløb til nedbringelse af restgælden i den nye bolig, så den månedlige ydelse svarede til den tidligere bolig. Kommunen mente, at tilskuddet skulle ydes som en løbende månedlig merudgift efter Serviceloven § 41, ligesom ved boligskifte til en lejebolig, og ikke som et engangsbeløb ved skifte mellem ejerboliger.

Borgeren klagede og anførte, at hjælpen skulle udbetales som en engangsydelse efter Serviceloven § 116, stk. 2. Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen og fastslog, at borgeren havde ret til et rente- og afdragsfrit lån svarende til forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og tidligere ejendom, sikret ved pant. Nævnet fandt også, at kommunen skulle vurdere, om der herudover var en forøget boligudgift, der kunne ydes løbende støtte til.

Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen, da der var tvivl om, hvorvidt hjælpen skulle ydes som en engangssum, en løbende ydelse eller en kombination, og om der kunne ydes hjælp udover det rente- og afdragsfrie lån. Ankestyrelsen indhentede en vejledende udtalelse fra Socialministeriet, som fastslog, at den del af hjælpen, der skulle tilbagebetales og sikres ved pant (forskelsværdien), skulle udbetales som et engangsbeløb. Den del af hjælpen, der oversteg forskelsværdien, kunne derimod udbetales som en løbende ydelse, hvis det var hensigtsmæssigt.

Ankestyrelsen fandt, at borgeren havde ret til et rente- og afdragsfrit lån i form af et engangsbeløb, der svarede til forskellen mellem ejendomsvurderingen på den tidligere og nuværende ejerbolig. Herefter skulle kommunen vurdere, om borgeren herudover havde en forøget boligudgift, som der kunne ydes løbende støtte til.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at hjælp til boligskifte mellem ejerboliger skulle ydes som et rente- og afdragsfrit lån for den del, der dækkede forskellen i den offentlige vurdering af boligerne. Kravet om pant forudsatte, at hjælpen blev ydet som et engangsbeløb.

Derudover kunne der ydes hjælp udover værdien af det rente- og afdragsfrie lån, hvis der fortsat var en forøget boligudgift. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke havde taget stilling til, hvorvidt borgeren havde ret til løbende støtte hertil. Det blev fremhævet, at det følger af kompensationsprincippet, at borgeren skulle kompenseres for de merudgifter, der fulgte af boligskiftet, og at Socialministeriets bekendtgørelse om pant og tilbagebetalingspligt ikke begrænsede dette princip. Den del af hjælpen, der oversteg forskelsværdien, burde derfor ydes som løbende støtte, da der ikke skulle kompenseres udover følgerne af handicappet. Ankestyrelsen tiltrådte dermed det sociale nævns afgørelse.