Afgørelse om ret til midlertidigt husly efter Servicelovens § 66

En kvinde og hendes 5-årige barn blev boligløse i januar 2002, efter at familien opsagde en lejlighed i A Kommune for at flytte sammen med manden i B Kommune. Folkeregistret vurderede, at den nye adresse var overbelagt, hvilket gjorde familien husvild. B Kommune tilbød midlertidigt hotelophold efter Serviceloven § 66, men stillede som betingelse, at familien lod sig skrive op til boliger i byer uden for Københavnsområdet, herunder på Fyn og i Jylland, grundet den vanskelige boligsituation i B Kommune. Familien afviste først, men accepterede senere at blive skrevet op i F Kommune mod et hotelophold i C Kommune med en egenbetaling på 8.000 kr. månedligt. Familien fraflyttede dog hotellet dagen efter og flyttede midlertidigt ind hos venner og familie i B Kommune.

Moderen og barnet flyttede i juli 2002 ind på et kvindehjem i B Kommune. I september 2002 blev kommunen underrettet om, at barnets adfærd i børnehaven var præget af boligsituationen. Kvindecentret meddelte, at de skulle fraflytte 7. oktober 2002. B Kommune fastholdt, at moderen var selvforskyldt boligløs, da hun selv havde opsagt sin tidligere lejlighed, og at betingelsen om at søge bolig landsdækkende var gældende.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og lagde vægt på, at kvinden havde afvist et tilbud om midlertidig boligplacering, og at hun havde en forpligtelse til selv at være aktivt boligsøgende, også uden for Københavnsområdet. Kvinden påklagede afgørelsen til Ankestyrelsen og anførte, at hun ikke var selvforskyldt boligløs, og at hun ikke ønskede at flytte barnet væk fra faderen i B Kommune.

Socialministeriet udtalte i en udtalelse, at en borger skal være aktivt boligsøgende, men at kravet om boligsøgning i hele landet formentlig bør begrænses til omliggende kommuner under hensyn til infrastruktur og by/land. Ministeriet fremhævede desuden, at der skulle tages hensyn til barnets tarv, og at familien ikke burde henvises til at leve på gaden.

Ankestyrelsen ændrede Det sociale nævns afgørelse og fandt, at kvinden og barnet på afgørelsestidspunktet havde ret til midlertidigt husly efter Serviceloven § 66. Ankestyrelsen fastslog, at B Kommune ikke havde ret til at betinge hjælpen af, at familien lod sig skrive op til lejligheder i hele landet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at familien stod helt uden tag over hovedet efter at have forladt kvindecentret. Familiens sociale forhold, herunder navnlig hensynet til barnets opvækstvilkår og sundhed, tilsagde, at kommunen skulle bevilge midlertidigt husly. Dette var i tråd med kommunens forpligtelse til at forebygge sociale problemer og føre tilsyn med børns forhold, jf. Serviceloven § 1 og Serviceloven § 6.

Ankestyrelsen anerkendte, at hjælp til midlertidigt husly kunne betinges af, at den boligløse var aktiv omkring løsningen af boligproblemet. Dog fandt Ankestyrelsen ikke dokumentation for, at familien i dette konkrete tilfælde ikke søgte at løse boligproblemet i fornødent omfang. Familien havde ikke afvist at lade sig skrive op i andre kommuner i nærområdet og havde forsøgt at løse boligproblemet midlertidigt ved at bo hos venner og familie.

Det indgik i vurderingen, at familien havde en vis tilknytning til Københavnsområdet, da barnets far boede i B Kommune. Denne tilknytning medførte, at hjælpen ikke kunne betinges af, at familien var boligsøgende i hele landet.