Afslag på hjælp til glukosesensor - ikke et hjælpemiddel

NN, der lider af sukkersyge og har mistet evnen til at føle lavt blodsukker, ansøgte via sin overlæge om en Guardian glukosesensor som hjælpemiddel. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at NN's funktionsnedsættelse allerede var tilgodeset med bevilling af kanyler, sprøjter, testmaterialer og et almindeligt blodsukkermåleapparat. Kommunen vurderede, at glukosesensoren var et behandlingsredskab og ikke et hjælpemiddel.

NN klagede over afgørelsen, og Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at NN var berettiget til 50 % af udgiften til glukosesensoren, da den i væsentlig grad ville afhjælpe den nedsatte funktionsevne og lette den daglige tilværelse, især fordi NN ikke kunne reagere i tide på lavt blodsukker. Nævnet mente, at sensoren, selvom den var automatisk, tjente samme formål som et almindeligt blodsukkermåleapparat, men mere effektivt.

Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen, idet de fastholdt, at glukosesensoren var en del af behandlingen af sukkersygen og dermed et behandlingsredskab, ikke et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen ændrede Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y's afgørelse og fandt, at en glukosesensor ikke kan betragtes som et hjælpemiddel efter Serviceloven § 112. NN er derfor ikke berettiget til hjælp til apparaturet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende:

• Det er en betingelse for at få hjælpemidler efter Serviceloven § 112, at der ikke kan ydes hjælp efter anden lovgivning, herunder sygehuslovgivningen.
• Brugen af glukosesensoren er iværksat af hospitalet som led i behandlingen af følgerne af NN’s sukkersyge.
• Sundhedsstyrelsen har oplyst, at glukosesensoren overvåger blodsukkeret og adskiller sig fra et almindeligt blodsukkermåleapparat ved at kræve omfattende instruktion af medicinsk personale. Det er ikke et apparat, man kan købe på et apotek, men et lægeordineret middel, der kun anvendes i lægeligt begrundede tilfælde for de allerdårligste patienter, som ikke kan reguleres på almindelig vis.
• Brugen af glukosesensor kræver vedvarende kontakt med sygehuset.

Ankestyrelsen konkluderede, at der er tale om et behandlingsredskab, som patienten forsynes med som led i den iværksatte behandling med det formål at tilvejebringe forbedring eller at forhindre forringelse af behandlingens resultat. Forsyningsforpligtelsen ligger derfor hos sygehusvæsenet.