Årlig regulering af løbende hjælp til højere boligudgifter efter servicelovens § 102, stk. 2

En borger med stærkt nedsat fysisk funktionsevne fik af kommunen bevilget hjælp til anskaffelse af en ny bolig efter Serviceloven § 102, stk. 2. Hjælpen blev ydet som nybyggeri finansieret med et 25-årigt banklån og et 30-årigt kreditforeningslån. Kommunen beregnede et fast månedligt huslejetilskud baseret på nettoydelserne på indflytningstidspunktet og den tidligere husleje, opdelt i to perioder.

Kommunen fastslog, at renteændringer, låneomlægninger eller andre dispositioner ikke ville medføre forhøjelse eller nedsættelse af tilskuddet. Borgeren indbragte afgørelsen for det sociale nævn, idet han mente, at støtten blev beregnet på et for lille grundlag, hvis der kun blev set på ydelsen ved indflytning.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fastslog, at hjælpen skulle beregnes én gang årligt fremadrettet, baseret på de faktiske forventede finansieringsudgifter for det pågældende år. Nævnet lagde vægt på, at kommunen havde godkendt låneoptagelsen og dermed risikoen for renteudsving. Nævnet fandt også, at den tidligere husleje skulle reguleres årligt med nettoprisindekset. Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen, idet de anførte, at en årlig beregning var upraktisk og administrativt tung.

Ankestyrelsen stadfæstede det sociale nævns afgørelse. De fandt, at den løbende hjælp efter Serviceloven § 102, stk. 2 til dækning af borgerens højere boligudgifter skulle reguleres én gang årligt. Dette skulle ske på grundlag af de faktiske merudgifter i det kommende år, da nettoydelserne på lånene varierede over tid.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på kompensationsprincippet, som indebærer, at en person med nedsat funktionsevne ikke skal have merudgifter som følge af handicappet. Kommunens oprindelige beregningsmetode kompenserede ikke borgeren tilstrækkeligt, da den ikke tog højde for de varierende låneydelser. Det var afgørende, at kommunen havde godkendt låneoptagelsen, herunder at ydelserne varierede.

Ankestyrelsen var desuden enig med nævnet i, at:

• Den tidligere huslejeudgift skulle reguleres årligt med nettoprisindekset ved beregning af hjælpen.
• Eventuelle merudgifter til forhøjede drifts- og forbrugsudgifter som følge af boligskiftet skulle ydes efter Serviceloven § 84.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til betydningen af eventuelle efterfølgende låneomlægninger eller ændringer i skatteregler. De anerkendte kommunens bekymring for den administrative byrde ved en årlig beregning, men fandt ikke, at dette kunne ændre vurderingen i den konkrete sag.