Afslag på dækning af el-udgifter til hjælpemidler som merudgift

NN søgte om dækning af el-udgifter til opladning af sine hjælpemidler, herunder el-kørestol, el-crosser, el-seng og el-stol, som en merudgift efter serviceloven § 100. Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til, at driftsudgifter til hjælpemidler er reguleret i hjælpemiddelbekendtgørelsen, som normalt ikke dækker sådanne udgifter.

Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y ændrede kommunens afgørelse og tilkendte NN dækning, med henvisning til vejledning om hjælpemidler. Kommunen klagede herefter til Ankestyrelsen, idet de fastholdt, at § 100 ikke dækker driftsomkostninger, der er specifikt reguleret andetsteds.

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse og fastslog, at NN ikke har ret til at få dækket el-udgifter til opladning af hjælpemidler som en merudgift.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen vurderede, at udgifter til opladning af hjælpemidler er at betragte som en driftsudgift, der følger af almindelig brug af hjælpemidlet. Ifølge hjælpemiddelbekendtgørelsen, som regulerer støtte til hjælpemidler efter Serviceloven § 112, ydes der normalt ikke hjælp til udgifter som følge af brug af hjælpemidlet, herunder drift.

Merudgiftsydelsen i Serviceloven § 100 er et supplement til øvrige støttebestemmelser. Hvis en ydelse kan opnås gennem en specialbestemmelse, skal støtten ydes efter denne. Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at driftsudgifter er specifikt reguleret i hjælpemiddelbekendtgørelsen, taler imod at indfortolke en hjemmel til at bevilge den samme ydelse efter den bredere merudgiftsbestemmelse.

Merudgiftsbestemmelsen kan kun anvendes, hvis udgiften er helt uforholdsmæssig eller urimelig. I NNs tilfælde, hvor det samlede elforbrug til hjælpemidler var ca. 600 kr. om året, fandt Ankestyrelsen ikke, at dette beløb var af et omfang, der kunne betragtes som uforholdsmæssigt stort. Udgiften blev derfor anset for almindelig drift.

NN skal ikke tilbagebetale det beløb, han allerede har modtaget til el.