Afslag på dækning af hjælperes transportudgifter i forbindelse med højskoleophold

En borger med muskelsvind søgte om dækning af udgifter til et 24 ugers højskoleophold i en anden kommune. Kommunen afslog ansøgningen, da udgiften ikke blev anset for en merudgift som følge af borgerens funktionsnedsættelse. Borgeren accepterede afslaget på højskoleopholdet, men søgte i stedet om dækning af sine hjælperes transportudgifter i forbindelse med opholdet.

Kommunen afslog også denne ansøgning med den begrundelse, at borgeren som arbejdsgiver havde valgt at flytte sin adresse midlertidigt, og at transportudgifterne for hjælperne måtte antages at være fradragsberettigede. Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og lagde vægt på, at udgiften påhvilede hjælperne, som havde mulighed for skattemæssig kompensation via kørselsfradrag. Der var således ikke tale om en nødvendig merudgift, der var en direkte konsekvens af borgerens nedsatte funktionsevne.

Sagen blev behandlet i Ankestyrelsen i et principielt møde for at belyse praksis vedrørende tilskud til hjælperes transportudgifter ved midlertidig flytning.

Ankestyrelsen afgjorde, at borgeren ikke var berettiget til at få dækket sine hjælperes transportudgifter som en nødvendig merudgift i forbindelse med højskoleopholdet. Afgørelsen blev truffet med baggrund i flere væsentlige punkter:

• Udgifterne var ikke en direkte følge af borgerens nedsatte funktionsevne, men derimod en konsekvens af, at borgeren valgte et højskoleophold langt fra sin bopæl, hvilket medførte lang og dyr transport for hjælperne.
• Borgeren havde en hjælpeordning efter Serviceloven § 96, hvilket indebar, at borgeren var i stand til at administrere ordningen og fungere som arbejdsgiver for hjælperne.
• Hjælperne var ansat på grundlag af en aftale med borgeren og var derfor ikke anderledes stillet end andre arbejdstagere med lang transport til og fra arbejde, hvor der gælder regler om skattemæssigt fradrag.
• Ved udmåling af hjælp efter Serviceloven § 96 kunne der kun ydes hjælp til enkeltudgifter i forbindelse med fælles aktiviteter med hjælperne.
• Vurderingen af, om en udgift var en nødvendig merudgift, skulle foretages for borgeren og ikke for hjælperne.

Ankestyrelsen tiltrådte dermed det sociale nævns afgørelse.