Ændring af begunstigende afgørelse om merudgifter til handicapvenlig bolig

Forældrene til en dengang 13-årig dreng med medfødt rygmarvsbrok, der sad i kørestol, søgte om hjælp til boligændring. Familiens ejerbolig kunne ikke indrettes tilstrækkeligt, og kommunen tilbød derfor en specielt indrettet handicapvenlig lejebolig, som familien flyttede ind i 1. april 2000.

Kommunen bevilgede oprindeligt merudgiftsydelse til boligen efter Serviceloven § 102, stk. 2, men uden at fremsende en bevillingsskrivelse. I 2003 drøftede kommunen med forældrene, at hjælpen fremover ville blive bevilget efter Serviceloven § 28, da den oprindelige bevilling var truffet på forkert hjemmel. Der forelå ingen skriftlig afgørelse eller journalpåtegning om dette møde.

Forældrene klagede over ændringen, da de følte sig vildledt og frygtede, at hjælpen ville ophøre, når sønnen fyldte 18 år. De mente, at de var blevet lovet løbende hjælp, uafhængigt af sønnens alder. Kommunen fastholdt, at rådgivningen havde været korrekt i forhold til gældende lovgivning, og at en ændring af en ulovlig afgørelse var berettiget.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen var forpligtet til at ændre den tidligere afgørelse, hvor merudgifterne til boligen var bevilget efter Serviceloven § 102, stk. 2. Sagen blev hjemvist til kommunen for at undersøge, hvilken hjælp sønnen ville kunne få bevilget efter hans 18. år.

Merudgiftsydelsen til huslejen kunne fortsat modtages, men fremover bevilget efter Serviceloven § 28 indtil sønnen fyldte 18 år. Beløbet forblev uændret.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunens oprindelige afgørelse fra 2000 var truffet på forkert hjemmel, da Serviceloven § 102, stk. 2 kun vedrører anskaffelse af ejerbolig, ikke lejebolig. Derimod er der hjemmel i Serviceloven § 28 til at yde hjælp til nødvendige merudgifter, herunder forhøjede boligudgifter i forbindelse med flytning til en handicapvenlig lejebolig.

Selvom kommunens retsvildfarelse skete før udmeldingen af praksis i SM C-6-02, var den oprindelige afgørelse ugyldig. Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå tilstrækkeligt tungtvejende hensyn til at opretholde den ugyldige afgørelse, selvom forældrene havde indrettet sig efter den. Det blev bemærket, at forældrene havde mulighed for at indrette sig efter den nye afgørelse fra 2003, og at sønnen efter det 18. år selv ville kunne modtage hjælp.

Kritik af kommunens sagsbehandling

Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at kommunens afgørelser ikke var tilstrækkeligt begrundede i henhold til Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24. Desuden blev det kritiseret, at kommunen ikke havde journalpåtegning om samtalen med forældrene i 2003, hvor ændringen af hjemmel blev meddelt. Nævnet blev også kritiseret for ikke at have påtalt disse forhold over for kommunen.