Hjemvisning af sag om tilskud til innovationsprojekt på grund af manglende begrundelse

Et universitet modtog i 2010 tilsagn om tilskud fra Direktoratet for FødevareErhverv (nu Landbrugsstyrelsen) til projektet ”OstRedox: Optimering af ostekvalitet ved styring af mælks redoxpotentiale”. Tilsagnet blev givet under ordningen for tilskud til innovation, forskning og udvikling.

Budget og afregning

I det godkendte budget var der afsat midler til lønomkostninger i forskellige kategorier med specifikke timetakster. For "Lønkategori II" (medarbejdere med særlige kvalifikationer) var der budgetteret med en timetakst på 339,45 kr. Ved projektets afslutning indsendte universitetet et slutregnskab, hvor de faktiske timelønninger for medarbejdere i denne kategori afveg fra den budgetterede gennemsnitstakst, da nogle medarbejdere havde en højere timeløn.

Styrelsens afgørelse og klagen

NaturErhvervstyrelsen traf afgørelse om at reducere slutudbetalingen med i alt 605.711,84 kr. (inklusive overhead), da de anvendte timetakster for enkelte medarbejdere oversteg den budgetterede takst. Afgørelsen henviste ikke til specifikke retsregler, men kun til tilsagnet.

Universitetet klagede over afgørelsen med følgende hovedargumenter:

• Budgettet var baseret på en gennemsnitsløn for hele medarbejdergruppen, ikke individuelle lønninger.
• Styrelsens metode var vilkårlig, og den realiserede gennemsnitlige timeløn for hele projektperioden lå inden for den acceptable afvigelse på 10 % i forhold til budgettet.

Landbrugsstyrelsen fastholdt i deres bemærkninger, at udbetaling sker på grundlag af de godkendte takster i tilsagnet, og at afvigelser kræver en forudgående ansøgning om budgetændring.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede NaturErhvervstyrelsens afgørelse af 22. december 2016 og hjemviste sagen til fornyet behandling hos Landbrugsstyrelsen. Nævnets afgørelse blev truffet i henhold til Innovationslovens § 15 a, stk. 1.

Manglende lovhenvisning i afgørelsen

Nævnet lagde afgørende vægt på, at NaturErhvervstyrelsens afgørelse led af en væsentlig retlig mangel, da den ikke indeholdt henvisning til de retsregler, den var truffet efter.

Ifølge Forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal en skriftlig afgørelse ledsages af en begrundelse, der angiver de relevante retsregler. Dette er en garantiforskrift, der skal sikre afgørelsens rigtighed og partens mulighed for at forstå og vurdere afgørelsen.

Da styrelsen ikke havde henvist til retsgrundlaget for sin afgørelse, havde klageren ikke haft tilstrækkelig mulighed for at vurdere hjemmelsgrundlaget. Nævnet anså dette for en så væsentlig mangel, at afgørelsen måtte ophæves. Landbrugsstyrelsen blev pålagt ved den fornyede behandling af sagen at sikre, at afgørelsen indeholder de nødvendige henvisninger til de anvendte retsregler.