Afslag på dispensation for ikke-landbrugsmæssig anvendelse af arealer

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse i en sag vedrørende Landbrugsstyrelsens afslag på en dispensationsanmodning. Sagen omhandler en landbruger, der ansøgte om dispensation fra kravet om landbrugsmæssig anvendelse af arealer under grundbetalingsordningen for mark 9 og 9-1, efter at have konstateret affaldsaflæsning på ejendommen.

Baggrund for dispensationsansøgningen

Den 25. maj 2015 indsendte landbrugeren en anmodning om dispensation, da der var mistanke om affaldsaflæsning på støtteberettiget areal. Formålet med dispensationen var at kunne gennemføre en undersøgelse for eventuel tilstedeværelse af affald på en mindre del af markerne. Landbrugeren oplyste, at oprydning ville tage 1-3 måneder, og at afgrøden på arealet var permanent græs.

Landbrugsstyrelsens afgørelser

Landbrugsstyrelsen afslog oprindeligt dispensationsanmodningen den 3. juli 2015 med henvisning til, at den ikke-landbrugsmæssige aktivitet ville ødelægge plantedækket og forhindre afgrødedyrkning. Landbrugeren påklagede denne afgørelse med henvisning til, at Landbrugsstyrelsen havde anvendt en ophævet bekendtgørelse som hjemmel. Landbrugsstyrelsen traf herefter en ny afgørelse den 16. juli 2015, hvor afslaget blev stadfæstet med henvisning til Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 24, stk. 2. Styrelsen fastholdt, at affaldsaflæsningen og den efterfølgende oprydning ville begrænse landbrugsaktiviteten væsentligt og ødelægge det eksisterende plantedække. Landbrugsstyrelsen vurderede desuden, at hærværket ikke var omfattet af reglerne om force majeure eller usædvanlige omstændigheder, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013, artikel 2, stk. 2, da det havde stået på i en længere periode.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Landbrugeren påklagede Landbrugsstyrelsens afgørelse til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (senere overgået til Miljø- og Fødevareklagenævnet). Klageren anførte, at oprydningen af sten ovenpå plantedækket kunne ske med sædvanlige landbrugsredskaber, og at afgrøden ville gendannes ukønnet eller ved eftersåning. Klageren mente, at påvirkningen af arealet ikke oversteg ændringer som følge af sædvanlig afgræsning eller afpudsning, og at en begrænset mekanisk jordbehandling endda kunne fremme biodiversitet. Klageren henviste også til, at mark 9 og 9-1 var blevet godkendt til grundbetaling 2015 ved en fysisk kontrol den 3. september 2015.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 16. juli 2015 om afslag på dispensationsanmodningen. Dette betyder, at landbrugeren ikke får tilladelse til at benytte mark 9 og 9-1 til andet end landbrugsmæssige formål i mere end 28 dage i støtteåret 2015 og mere end 14 dage i perioden fra den 1. april til den 31. august.

Nævnets vurdering af dispensationsanmodningen

Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt dispensationsanmodningen var behørigt begrundet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2. Ifølge Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 21, stk. 2 skal der foregå landbrugsaktivitet på støtteberettigede arealer. Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 24, stk. 1 tillader ikke-landbrugsmæssig anvendelse i op til 28 dage, forudsat at landbrugsaktiviteten ikke begrænses væsentligt. For længere perioder kan Landbrugsstyrelsen give tilladelse efter Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 24, stk. 2, hvis anmodningen er behørigt begrundet, og arealets karakter af landbrugsareal ikke væsentligt begrænses.

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at en dispensationsanmodning baseret på en mistanke om affaldsaflæsning, som muligvis kræver fjernelse, ikke udgør en behørigt begrundet anmodning. Nævnet bemærkede, at det ikke kræver tilladelse at undersøge, om der foreligger affald på en støtteberettiget mark. Da landbrugeren ikke havde givet præcise oplysninger om, at arealets karakter af landbrugsareal blev væsentligt begrænset af en ikke-landbrugsmæssig anvendelse, fandt nævnet, at anmodningen ikke kunne imødekommes. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.