Principielle sager om bilstøtte til personer på døgninstitution

Tre sager omhandlede borgere med betydelige handicap, der boede på døgninstitutioner eller plejehjem, og deres ret til fortsat støtte til bil. Fælles for sagerne var spørgsmålet om, hvorvidt et kørselsbehov, der primært var relateret til fritidsaktiviteter, familiebesøg og selvstændig livsførelse uden for institutionen, kunne begrunde bilstøtte, når institutionen dækkede de daglige behov.

I den første sag var en 20-årig mand med hjerneskade og permanent kørestolsbruger flyttet på døgninstitution. Han havde tidligere fået udvidet bilstøtte, men kommunen rejste sag om den fortsatte berettigelse. Hans kørselsbehov var primært til hjemmebesøg i weekender og ferier. Nævnet og Ankestyrelsen afslog oprindeligt støtten, men sagen blev genoptaget efter henvisning fra Folketingets Ombudsmand.

Den anden sag drejede sig om en 42-årig mand med højeste førtidspension og plejetillæg, som var permanent kørestolsbruger og boede på plejehjem. Han besøgte sine forældre hver weekend og deltog i en række faste aktiviteter som genoptræning, ridning og svømning. Bilen blev brugt til disse aktiviteter samt småindkøb og udflugter. Revaliderings- og pensionsnævnet afslog støtten med henvisning til, at kørselsbehovet mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger.

Den tredje sag omhandlede en 19-årig mand med muskelsvind, der også modtog højeste førtidspension og plejetillæg. Han var permanent kørestolsbruger og flyttede til en døgninstitution, der fungerede som et bofællesskab. Han søgte om udskiftning af sin tidligere bevilgede bil. Hans kørselsbehov omfattede skolegang, indkøb, fritidsaktiviteter og familiebesøg. Han havde personlige hjælpere døgnet rundt. Efter flytningen og en ændring i helbredstilstand (respirator på kørestol), blev det vanskeligt at benytte offentlig transport. Revaliderings- og pensionsnævnet afslog støtten.

Ankestyrelsen traf principielle afgørelser i de tre sager for at afklare betingelserne for bilstøtte til personer med ophold på døgninstitution eller plejehjem. Afgørelserne differentierede baseret på det konkrete kørselsbehov og aktivitetsniveau.

Ankestyrelsens principielle afgørelser

I sag nr. 1 fastholdt Ankestyrelsen sit tidligere afslag på støtte til køb af bil og fritagelse for vægtafgift. Begrundelsen var, at ansøgeren som fast beboer på døgninstitution fik dækket sit daglige behov for pleje, fritidsaktiviteter og transport af institutionen. Det begrænsede kørselsbehov til weekend- og feriebesøg hos moderen blev ikke anset for at være så betydeligt, at det i væsentlig grad ville afhjælpe følgerne af lidelsen og lette den daglige tilværelse, jf. bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3. En del af behovet kunne desuden dækkes af amtets kørselsordning.

I sag nr. 2 ændrede Ankestyrelsen nævnets afgørelse og tilkendte ansøgeren ret til støtte til køb af bil udover sædvanlig låneramme samt fritagelse for vægtafgift og støtte til særlige indretninger. Selvom ansøgeren boede på plejehjem, fandt Ankestyrelsen, at han havde et så betydeligt kørselsbehov til faste aktiviteter og familiebesøg, at det i væsentlig grad ville lette hans daglige tilværelse. Det blev vægtlagt, at aktiviteterne havde stor betydning for hans fysiske og psykiske velbefindende, og at kørselsbehovet ikke kunne dækkes af institutionens busser.

I sag nr. 3 ændrede Ankestyrelsen ligeledes nævnets afgørelse og tilkendte ansøgeren ret til støtte til udskiftning af bil, fritagelse for vægtafgift og støtte til særlige indretninger. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren, trods ophold på institution, havde bevaret et stort selvstændigt aktivitetsniveau med et kørselsbehov til indkøb, uddannelse, fritidsaktiviteter og familiebesøg, som ikke kunne dækkes af institutionens bil eller offentlig transport. Hans behov for at medbringe respirator og andre hjælpemidler gjorde offentlig transport vanskelig. Det blev vurderet, at kørselsbehovet i væsentlig grad ville afhjælpe følgerne af lidelsen og lette hans daglige tilværelse, jf. bilbekendtgørelsens §§ 1, 2, stk. 1, nr. 3 og § 6.

Disse afgørelser understreger, at selvom en borger bor på institution, kan der fortsat være ret til bilstøtte, hvis der foreligger et betydeligt og selvstændigt kørselsbehov, der i væsentlig grad afhjælper følgerne af lidelsen og letter den daglige tilværelse, og som ikke mere hensigtsmæssigt kan dækkes af andre ordninger, jf. Serviceloven § 114, stk. 1. Institutionens art, borgerens aktivitetsniveau og muligheden for at dække behovet på anden vis er afgørende for vurderingen. Institutioner som den i sag 3, der fungerer som bofællesskab, kan understøtte et mere selvstændigt liv, jf. Serviceloven § 92.