Afgørelse om bilstøtte og særlig indretning - udmåling og billigst egnede bil

Sagen omhandler en kvinde, der er kørestolsbruger efter en rygmarvsskade, som har medført lammelse i benene og delvis lammelse i armene. Hun er i fleksjob og har en døgnåben hjælpeordning samt to hjælpere til weekender og ferier. Kvinden søgte om udvidet lån til køb af en bil, en mellemlang Citroën Jumper, samt særlig indretning med ekstra sæder. Begrundelsen var, at bilen skulle kunne rumme hende selv, hendes ægtefælle, to børn, to hjælpere, bagage og hjælpemidler til daglig brug, ferier og weekendture.

Amtet bevilgede støtte til den korte model af Citroën Jumper og afslog ansøgningen om ekstra passagersæder. Amtet mente, at støtten skulle dækkes af den billigst egnede bil til kvindens daglige transportbehov, og at meromkostninger til en større bil til familiens behov skulle finansieres af kvinden selv, jf. bilvejledningens pkt. 55.

Det sociale nævn ændrede amtets afgørelse og fandt, at den mellemlange model med plads til hele familien og op til to hjælpere var den billigst egnede. Nævnet lagde vægt på, at der altid skulle en hjælper med, og op til 30 dage om året to hjælpere.

Amtet klagede til Ankestyrelsen og anmodede om en principiel afklaring af vægtningen mellem bilvejledningens pkt. 26 (familiens størrelse) og pkt. 55 (billigst egnede bil), da disse punkter var modstridende og skabte diskussion i praksis. Amtet fastholdt, at bilstøtten primært skulle dække den støtteberettigedes kørselsbehov.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden havde ret til støtte til køb af den korte model af Citroën Jumper og ikke var berettiget til ekstra sæder ud over standardindretningen. Afgørelsen ændrede dermed det sociale nævns afgørelse og stadfæstede amtets oprindelige beslutning.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den korte model af Citroën Jumper var den billigst egnede bil for kvinden, da støtten primært skulle tage hensyn til, at bilen skulle fungere som befordringsmiddel for den støtteberettigede, jf. Serviceloven § 99, stk. 2.

• Ansøgningen om den mellemlange model var begrundet i familiens og hjælpernes behov for ferier og weekendture, ikke i kvindens primære befordringsbehov.
• Ekstra sæder blev ikke anset for en nødvendig indretning, da ansøgningen ikke var begrundet i politikrav, helbredsforhold eller lettelse af kvindens placering i bilen, jf. Serviceloven § 114, stk. 2.

Ankestyrelsen fastslog principielt, at familiens sammensætning og antallet af hjælpere ikke kan tillægges afgørende betydning ved udmåling af bilstøtte og tilskud til særlig indretning. Vurderingen skal primært fokusere på den støtteberettigedes befordringsbehov, så længe bilen kan rumme den/de nødvendige hjælpere og hjælpemidler.