Ophør af støtte til bil og afgiftsfritagelse efter institutionsanbringelse

Sagen omhandler en 18-årig udviklingshæmmet kvinde med usikker gangfunktion, der benyttede manuel kørestol. Hun kunne gå korte strækninger, men blev hurtigt træt og usikker. Kvinden havde tidligere fået bevilget støtte til en invalidebil i 2001, da offentlig transport var problematisk og til gene for medpassagerer.

I februar 2005 flyttede kvinden på døgninstitution. Amtskommunen vurderede herefter, at selvom de helbredsmæssige betingelser fortsat var opfyldt, var kørselsbehovet ikke længere til stede i en grad, der berettigede til invalidebil. De mente, at behovet kunne dækkes af andre kørselsordninger, herunder institutionens bus eller Handicap Ordning.

Det sociale nævn ændrede amtskommunens afgørelse og fandt, at kvinden fortsat var berettiget til støtte til bil og afgiftsfritagelse. Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde et betydeligt kørselsbehov for at kunne deltage i familiens aktiviteter, herunder hyppige weekendbesøg hjemme, familiebesøg, ture til sommerhus og indkøb. Nævnet fremhævede, at kvinden netop var fyldt 18 år og havde behov for en periode med tæt kontakt til forældrene.

Amtskommunen klagede til Ankestyrelsen og fastholdt, at der ikke var tale om et dagligt kørselsbehov, da kvinden boede på døgninstitution. De anførte, at bilen ikke ville blive benyttet dagligt, og at institutionen ikke havde personale til individuelle ture. Moderen oplyste dog om et fortsat stort kørselsbehov i weekender og ferier.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke længere opfyldte betingelserne for støtte til bil, og hun havde derfor ikke længere ret til rentefrit lån og afgiftsfritagelse. Afgiftsfritagelsen ophørte 3 måneder fra afgørelsens dato.

Ankestyrelsens begrundelse

Ankestyrelsen lagde til grund, at kvinden fortsat opfyldte de helbredsmæssige betingelser for støtte til bil på et ikke-erhvervsmæssigt grundlag. Afgørelsen blev dog truffet på baggrund af en vurdering af kørselsbehovet:

• Der var ikke oplysninger om et kørselsbehov, der i væsentlig grad kunne afhjælpe følgerne af kvindens funktionsnedsættelse og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse, jf. Serviceloven § 114, stk. 1.
• Kvinden boede på døgninstitution, og hendes behov for udflugter (f.eks. til svømmehal) og kørsel i forbindelse med hjemmebesøg kunne i vid udstrækning dækkes af Specialskolen, institutionen eller Handicap Ordning.
• Selvom moderen oplyste om et udækket kørselsbehov i weekender og ferier, fandt Ankestyrelsen ikke, at dette behov var så betydeligt, at det ville lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsen ændrede dermed det sociale nævns afgørelse.