Ikke skattepligt af arbejdsgiverbetalte gebyrer til Udlændingeservice

Vil en udenlandsk medarbejder i forbindelse med et tidsbegrænset arbejdsophold i Danmark være skattepligtig af arbejdsgiverbetalt gebyr (herunder gebyr for forlængelse) betalt til Udlændingeservice?

Spørgeren henviser til tidligere praksis SKM2011.150.SR, hvor udgifter til immigrationsydelser blev anset for at have en direkte og umiddelbar tilknytning til jobfunktionen og dermed behandlet som en driftsudgift for arbejdsgiverselskabet uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderen. Spørger mener, at gebyrbetalingen til Udlændingeservice skal behandles efter tilsvarende retningslinjer, da afholdelsen af udgiften er en direkte nødvendighed for, at medarbejderen lovligt kan opholde sig og arbejde i Danmark.

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og begrundelse, hvorefter spørgsmålet blev besvaret benægtende.

Skatterådet fastslog, at den arbejdsgiverbetalte gebyrbetaling til Udlændingeservice ikke udgør et skattepligtigt personalegode for de indstationerede medarbejdere.

Betalingen af gebyret anses ikke for at udgøre sparet privatforbrug eller en etableringsudgift for medarbejderne og skal derfor ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst jf. Ligningsloven § 16, stk. 1, jf. Statsskatteloven § 4.

Begrundelse:

Afgørelsen blev baseret på, at udgiften havde en direkte og umiddelbar tilknytning til medarbejdernes udførelse af arbejde i spørgerens virksomhed. Dette skyldtes følgende omstændigheder:

• Opholdstilladelsen gives udelukkende på grundlag af beskæftigelse eller selvstændig erhvervsvirksomhed (Udlændingelovens § 9 a, stk. 1 og stk. 2).
• Medarbejderne er udpeget af spørger til midlertidigt arbejde i Danmark og bevarer deres ansættelse i B-land, hvortil de returnerer efter endt indstationering.
• Indstationeringen er tidsbegrænset og varer relativt kort tid (3-18 måneder).
• Gebyrbetalingen omfatter kun den indstationerede medarbejder og ikke dennes eventuelle medfølgende familie.

Skatterådet fandt på baggrund heraf, at arbejdsgiverens afholdelse af gebyret var en direkte nødvendighed for, at de indstationerede medarbejdere lovligt kunne opholde sig og udføre det aftalte arbejde i Danmark. Denne konklusion blev også støttet af praksis i SKM2011.150.SR.

Skatterådet havde oprindeligt svaret "nej" til, at fri bolig og kost kunne modtages skattefrit, idet de mente, at udgifterne var private, og at Kildeskatteloven § 48 B omfatter alle former for vederlag, herunder fri kost og logi. Skatterådet argumenterede for, at der ikke kunne foretages fradrag i indkomst, der beskattes med den endelige 30% bruttoskat, medmindre arbejdstageren valgte beskatning efter grænsegængerreglerne eller almindelig begrænset skattepligt. Dog anerkendte Skatterådet en undtagelse, hvis den arbejdsudlejede blev sendt rundt til forskellige steder i Danmark, og der opstod yderligere udgifter til et ekstra logi.

Klageren påstod, at fri bolig og kost, når rejsereglerne er opfyldt, ikke udgør vederlag for personligt arbejde, men derimod er en erhvervsmæssig udgift for arbejdsgiveren. Klageren henviste til forarbejderne til Kildeskatteloven § 48 B, som angiver, at bruttoindkomsten fortsat ikke omfatter udlæg efter regning, når udgiften er arbejdsgiverens. Det blev fremhævet, at formålet med arbejdsudlejereglerne var administrativ forenkling og provenuneutralitet, ikke en hårdere beskatning. Klageren argumenterede for, at den oprindelige lovtekst i Kildeskatteloven § 43, stk. 2, litra h definerede vederlag for arbejdsudlejede identisk med A-indkomst i Kildeskatteloven § 43, stk. 1, hvilket indikerer, at afgrænsningen af skattepligtige goder skulle være den samme. Klageren kritiserede Skatterådets fortolkning for at introducere et nyt og ulogisk rejsebegreb, der skævvrider reglerne og medfører en væsentligt højere beskatning for arbejdsudlejede.

Klageren fremlagde en sammenligning af skattebyrden under forskellige scenarier:

Tabellen illustrerer, at Skatterådets afgørelse ville øge den gennemsnitlige skatteprocent fra 35% til 50% for en løn på 160.000 kr. (svarende til 4 måneders arbejde af en helårsløn på 480.000 kr.), hvilket klageren anså for at være en uforholdsmæssig høj beskatning og en de facto afskaffelse af arbejdsudlejereglerne.

Landsskatteretten fandt, at fri kost og logi for personer på rejse ikke anses for "vederlag for personligt arbejde", men for arbejdsgivers udgift, og derfor ikke skal beskattes. Dette gælder uanset om arbejdsgiveren afholder udgiften direkte eller refunderer den efter regning. Landsskatteretten ændrede derfor Skatterådets svar på spørgsmål 1-4 til "ja". For spørgsmål 6 fastholdt Landsskatteretten, at den danske hvervgiver kan afholde udgifter til kost og logi efter regning, men ikke udbetale skattefri godtgørelser, da disse er omfattet af bruttoskatten i Kildeskatteloven § 48 B, stk. 1.