Afslag på grænseoverskridende hospitalsbehandling på grund af religiøse overbevisninger – Koordination af sociale sikringsordninger og Charterets artikel 21

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Letlands højeste domstol (Augstākā tiesa) vedrørende fortolkningen af EU-reglerne om social sikring og patientrettigheder i lyset af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (Charteret).

Kernen i sagen var Sundhedsministeriets (Veselības ministrija) afslag på at udstede en S2-blanket (tilladelse til planlagt behandling i udlandet under Forordning 883/2004) til A's mindreårige søn, som skulle gennemgå en åben hjerteoperation. A er medlem af Jehovas Vidner og modsatte sig på grund af sin religiøse overbevisning, at der blev foretaget en blodtransfusion, hvilket var standardproceduren for operationen i Letland. A anmodede derfor om tilladelse til behandling i Polen, hvor operationen kunne udføres uden transfusion.

De lettiske myndigheder afviste anmodningen med henvisning til, at den nødvendige behandling var tilgængelig i Letland inden for en medicinsk forsvarlig frist. Afgørelsen var udelukkende baseret på objektive lægefaglige kriterier, uden hensyntagen til A's religiøse valg.

De centrale spørgsmål

Den forelæggende ret ønskede vejledning i, hvorvidt EU-retten tillader en medlemsstat at afvise forhåndstilladelse, når behandlingen er tilgængelig i bopælsstaten, men den anvendte metode (f.eks. blodtransfusion) er i strid med patientens religiøse overbevisning. Dette blev undersøgt under to forskellige regelsæt:

• Forordning (EF) nr. 883/2004 (koordination af social sikring).
• Direktiv 2011/24/EU (patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser).

I begge tilfælde skulle vurderingen ske i lyset af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af religion, fastsat i Charterets artikel 21, stk. 1.

Domstolen sondrede i sin afgørelse mellem de to regelsæt og fastslog, at hensyntagen til religiøse overbevisninger afhænger af den pågældende ordnings finansieringsmekanisme.

Fortolkning af Forordning (EF) nr. 883/2004 (S2-blanketten)

Domstolen fastslog, at artikel 20, stk. 2, i forordning nr. 883/2004, sammenholdt med Charterets artikel 21, stk. 1, ikke er til hinder for, at den forsikredes bopælsmedlemsstat afviser forhåndstilladelse, når en medicinsk effektiv hospitalsbehandling er tilgængelig i bopælsmedlemsstaten.

• Forordningens ordning er udelukkende baseret på objektive lægefaglige kriterier, og der tages ikke højde for personlige eller religiøse valg.
• Selvom afslaget medfører indirekte forskelsbehandling på grund af religion, kan dette begrundes i beskyttelsen af sygesikringsordningens økonomiske stabilitet.