Afvisning af klage over påbud om retablering af drænforhold grundet retskraftig dom

Retten i Holstebro afsagde dom den 7. januar 2025, hvor kommunen blev frifundet. Klageren valgte ikke at anke dommen, hvorefter vedkommende ønskede klagesagen viderebehandlet administrativt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har afvist at realitetsbehandle klagen i medfør af Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 3. Nævnet fastslog, at det ikke har kompetence til at efterprøve en sag, som allerede er afgjort af domstolene.

Retskraft af domstolsafgørelser

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på, at Retten i Holstebro allerede har taget stilling til gyldigheden af det pågældende påbud. En administrativ realitetsbehandling ville indebære en fornyet prøvelse af præcis de samme retlige og faktiske forhold, som retten har behandlet.

"Nævnet bemærker i denne forbindelse, at dommen har retskraft, og at det ikke fremgår af lovgivningen, at nævnet har kompetence til at prøve rigtigheden af en dom."

Da afgørelsen om afvisning er endelig, kan den ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Klagegebyret tilbagebetales i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet § 2, stk. 6.

Klagerens Anbringender

Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at annekset blev bygget før Landvæsenskendelsen fra 1972, og at der ikke var gravet eller bygget siden. Klageren hævdede desuden, at annekset ikke var placeret ovenpå rørledningen, men ca. 1,5 meter vest for den, hvilket gav fri adgang til drænet. Klageren gjorde gældende, at vedligeholdelses- og reparationsarbejder påhvilede kommunen i henhold til 1972-kendelsen, og at kommunen manglede hjemmel til at træffe det pågældende påbud. Klageren havde selv foretaget en undersøgelse, der ikke viste forhindringer på det af kommunen angivne sted, men pegede på større avnbøge i skel som en mulig årsag. Klageren fastholdt klagen, da det ønskedes klarlagt, om kommunens fortolkning af lovgrundlaget var korrekt, og henviste til en ombudsmandsudtalelse vedrørende skelnen mellem vedligeholdelse og regulering.

Kommunens Svar

Syddjurs Kommune oplyste, at rørbruddet var blevet repareret af Ahl Drænlaug, og at sagen derfor var afsluttet, da afvandingsevnen var genetableret. Kommunen forklarede sin praksis for løbende vedligeholdelse, som omfattede frigravning af udløb, tilsyn, rensning og punktvise reparationer, herunder udskiftning af enkelte rørstykker. Kommunen anførte, at udskiftning af længere ledningsstrækninger blev betragtet som en regulering og dermed den enkelte grundejers ansvar, især da mange dræn var gamle og i dårlig teknisk stand.