Den frie bevægelighed for kapital: Ulovlig forskelsbehandling i indkomstbeskatningen af udenlandske investeringsinstitutter baseret på juridisk form

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein hallinto-oikeus (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Finland) vedrørende den finske skattemæssige behandling af indtægter, som en finsk resident (E) har oppebåret fra et luxembourgsk investeringsselskab med variabel kapital (SICAV).

I Finland er indtægter fra nationale investeringsfonde, der er oprettet i henhold til aftale, klassificeret som lempeligere beskattet kapitalindkomst (med satser på 30-34%). Imidlertid klassificerede det centrale skattenævn de indtægter, E modtog fra det luxembourgske SICAV – som er oprettet i henhold til vedtægter (svarende til et aktieselskab) – som værende skattepligtig lønindkomst med en progressiv sats på op til 50%.

Forskelsbehandlingen skyldtes udelukkende, at den juridiske form for det udenlandske investeringsinstitut (vedtægter) ikke svarede til den juridiske struktur for de finske investeringsfonde (aftale). E argumenterede for, at denne praksis udgjorde en restriktion i strid med den frie bevægelighed for kapital.

Centrale spørgsmål for Domstolen

Det forelæggende spørgsmål gik specifikt på, om artikel 63 TEUF og 65 TEUF er til hinder for en national skattepraksis, der forskelsbehandler indtægter fra udenlandske investeringsinstitutter baseret på deres juridiske form, selvom begge institutter er omfattet af UCITS-direktivet (direktiv 2009/65/EF).

Domstolen fastslog, at artikel 63 TEUF og 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats skattepraksis, der ikke sidestiller indtægter fra et udenlandsk investeringsinstitut, der er oprettet i henhold til vedtægter, med indtægter fra et nationalt investeringsinstitut, der er oprettet i henhold til aftale, udelukkende på grund af forskellen i deres retlige form.

Restriktion af kapitalens frie bevægelighed

Domstolen bekræftede, at den finske praksis, der medførte en markant højere beskatning af indtægter fra det luxembourgske SICAV end fra et nationalt institut, udgjorde en restriktion for kapitalens frie bevægelighed (artikel 63 TEUF), da den potentielt afholdt finske residenter fra at investere i andre medlemsstater.

Objektiv sammenlignelighed

Det centrale punkt var, at den forskellige behandling vedrørte objektivt sammenlignelige situationer, hvilket betød, at forskelsbehandlingen var uforenelig med traktaten (artikel 65 TEUF). Domstolen begrundede sammenligneligheden med, at:

• Begge institutter, uanset om de er oprettet i henhold til aftale eller vedtægter, er UCITS-institutter med samme funktionelle formål (kollektiv investering og risikospredning).
• Hvad angår det relevante formål med de nationale skatteregler – nemlig at sikre engangsbeskatning hos investor – befinder et luxembourgske SICAV sig i en situation, der er objektivt sammenlignelig med et finsk investeringsinstitut.