Fast beskatning af afkast fra udenlandske investeringsfonde og frie kapitalbevægelser

Rita og Patrick van Caster anlagde sag mod Finanzamt Essen-Süd vedrørende beskatning af afkast fra ikke-hjemmehørende investeringsfonde. Finanzamt havde fastsat afkastet efter en fast sats, da investeringsfondene ikke havde opfyldt de tyske oplysningsforpligtelser.

Finanzgericht Düsseldorf forelagde sagen for EU-Domstolen og spurgte, om den faste beskatning var i strid med EU-retten, nærmere bestemt artikel 63 TEUF om frie kapitalbevægelser.

Rita og Patrick van Caster argumenterede for, at den faste beskatning udgjorde en skjult begrænsning af den frie bevægelighed for kapital, da den ramte ikke-hjemmehørende investeringsfonde hårdere end hjemmehørende.

Finanzamt og den tyske regering anførte, at lovgivningen var nødvendig for at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen og en effektiv skattekontrol.

Baggrund

• Rita og Patrick van Caster ejede andele i ikke-hjemmehørende investeringsfonde.
• Tysk lovgivning (InvStG) pålægger investeringsfonde visse oplysningsforpligtelser.
• Manglende overholdelse af disse forpligtelser medfører fast beskatning af investorernes afkast.

Centrale Spørgsmål

• Er den faste beskatning i strid med artikel 63 TEUF om frie kapitalbevægelser?
• Kan restriktionen begrundes i hensynet til en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen eller effektiv skattekontrol?

Parternes Argumenter

• Rita og Patrick van Caster: Fast beskatning er en uforholdsmæssig restriktion.
• Finanzamt og Tyskland: Lovgivningen er nødvendig og proportional.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 63 TEUF er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en fast beskatning af afkast fra en ikke-hjemmehørende investeringsfond, hvis fonden ikke har opfyldt visse oplysningsforpligtelser. Dette gælder, såfremt lovgivningen ikke giver den skattepligtige mulighed for at bevise det faktiske afkasts størrelse.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at en sådan fast beskatning kan være ufordelagtig for den skattepligtige og afholde investorer fra at investere i investeringsfonde, der ikke opfylder de tyske oplysningskrav. Domstolen fandt, at en sådan lovgivning udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser, som i princippet er forbudt ifølge artikel 63 TEUF.

Domstolen afviste argumenterne om, at lovgivningen var begrundet i nødvendigheden af at sikre en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen mellem medlemsstaterne eller at sikre en effektiv skattekontrol og -opkrævning. Domstolen fremhævede, at lovgivningen ikke forhindrer skattepligtige i at fremlægge dokumentation for deres faktiske afkast.

Retlige Principper

• Frie Kapitalbevægelser (Artikel 63 TEUF): Domstolen bekræftede, at nationale lovgivninger, der kan afholde investorer fra at investere i andre medlemsstater, udgør en restriktion for de frie kapitalbevægelser.
• Begrænsninger af Frie Kapitalbevægelser: En sådan restriktion kan kun tillades, hvis den forfølger et legitimt mål af almen interesse, er egnet til at sikre realiseringen af dette mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det tilsigtede mål.
• Effektiv Skattekontrol: Mens effektiv skattekontrol kan begrunde visse restriktioner, må en medlemsstat ikke indføre en absolut hindring for, at skattepligtige kan fremlægge dokumentation for deres faktiske afkast.
• Proportionalitetsprincippet: Nationale foranstaltninger skal være proportionale og må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede mål. Skattemyndighederne skal give skattepligtige mulighed for at bevise deres faktiske afkast.