Fortolkning af 'Lønforhold' ved virksomhedsoverdragelse: Seniorfridage, ferietillæg og aften/nat-tillæg skal medregnes

• Fortolkning af 'Lønforhold': DI argumenterede for, at begrebet 'lønforhold' i § 2 skulle afgrænses i overensstemmelse med den sædvanlige arbejdsretlige sondring mellem lønforhold og andre ansættelsesforhold, i modsætning til den bredere fortolkning i virksomhedsoverdragelsesloven. Ydelser som omsorgsdage og seniorfridage (hvis ikke konverteret) skulle derfor ikke medregnes, da de angår fravær og ikke direkte løn.
• FOA's modargument: FOA henviste til Højesterets praksis og argumenterede for, at ydelser med økonomisk værdi – især seniordage, der kan konverteres til penge eller pension – skal betragtes som en del af lønforholdet, da de udgør vederlag i ansættelsesforholdet.
• Bindende Accept (DI): DI hævdede, at FOA havde godkendt principperne i beregningerne, hvilket skabte en berettiget forventning om accept, som Forenede Care handlede ud fra ved at udsende nye ansættelsesbeviser.
• Bindende Accept (FOA): FOA anførte, at de aldrig i fællesskab havde konstateret enighed, og at de kort tid efter udsendelsen af ansættelsesbeviserne gjorde indsigelse mod tallene.

Opmanden traf afgørelse om, at DI Overenskomst II v/ Dansk Industri for Forenede Care A/S skal anerkende, at visse elementer fra den kommunale overenskomst skal medregnes i vurderingen af, om der sker forringelse af den enkeltes lønforhold.

Der blev afsagt følgende kendelse:

DI Overenskomst II v/ Dansk Industri for Forenede Care A/S skal anerkende, at følgende skal medregnes ved afgørelsen af, om der sker forringelse af den enkeltes lønforhold:

1. For medarbejdere, der er fast ansat til aften-, nat- eller weekendarbejde, tillæg for tjeneste i aften-, nat eller weekendperioderne.
2. Det forhøjede særlige ferietillæg fra den kommunale ferieaftale.
3. Værdien af de arbejdsgiverbetalte seniordage, som den enkelte medarbejder var berettiget til ved overgangen (FOA’s subsidiære påstand 3).

I øvrigt frifindes begge parter for de påstande, de har nedlagt over for hinanden.

Rettens begrundelse

Fortolkning af Lønforhold (§ 2):

• Opmanden fastslår, at 'lønforhold' skal afgrænses i overensstemmelse med den sædvanlige arbejdsretlige sondring mellem lønforhold og andre ansættelsesforhold, og ikke lige så bredt som 'løn- og arbejdsforhold' i virksomhedsoverdragelsesloven. Lønforhold omfatter ydelser af økonomisk værdi.

Afgørelser i enkelte tvistspørgsmål:

• Aften/Nat/Weekendtillæg (P1): Tages til følge for medarbejdere, der er fast ansat til sådant arbejde, da dette tillæg indgår i deres sædvanlige løn. Tillæg oppebåret i varierende omfang er for tilfældige til at indgå.
• Særligt Ferietillæg (P2): Tages til følge. Feriebetaling er en økonomisk ydelse og dermed omfattet af lønforhold i § 2. DI’s subsidiære påstand om beregningsteknik afvises, da spørgsmålet ikke var rejst i det forudgående fagretlige forløb.
• Seniorfridage (P3 subsidiært): Tages til følge. Den principale påstand (bevarelse af frihed) afvises. Da seniordage kan konverteres til bonus eller pension, eller udbetales ved fratræden, har de en økonomisk værdi. For at sikre, at bedømmelsen efter § 2 ikke afhænger af, om den enkelte medarbejder har nået at konvertere dagene, fastslås det, at den økonomiske værdi af seniordage i alle tilfælde skal indgå i bedømmelsen.
• Omsorgsdage (P4) og Orlovsvilkår (P5): Afvises. Omsorgsdage kan ikke udløse betaling herudover og er derfor ikke lønforhold. Vilkår om orlov til barsel mv. anses ikke for at vedrøre lønforhold i arbejdsretlig forstand.

DI's selvstændige påstand (Bindende Accept):

• DI's påstand afvises. Opmanden fandt ikke fornødent bevismæssigt grundlag for at anse Forenede Cares beregninger for bindende accepteret af FOA, da parterne aldrig i fællesskab konstaterede enighed, og FOA gjorde indsigelse mod tallene kort efter udsendelsen af ansættelsesbeviserne.

Omkostninger: Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Tvistens Kerne

Tvistens kerne var, hvorvidt ISS skulle medregne arbejdstagernes anciennitet opnået hos de tidligere arbejdsgivere (overdragerne) ved beregningen af et forlænget opsigelsesvarsel.

De kollektive overenskomster, der gjaldt både hos overdragerne og hos erhververen (ISS), fastsatte, at ansatte over 55 år med mindst 10 års uafbrudt anciennitet havde ret til seks måneders forlænget opsigelsesvarsel.

ISS nægtede at tildele det forlængede varsel, idet selskabet hævdede, at arbejdstagerne ikke havde opnået de 10 års uafbrudt anciennitet hos ISS alene. Unionen gjorde gældende, at arbejdstagernes samlede anciennitet, herunder tiden hos overdragerne, skulle tages i betragtning i henhold til EU-retten, for at sikre at de ikke blev stillet ringere som følge af overførslen.

Et centralt aspekt var, at ISS var bundet af en kollektiv overenskomst, der indeholdt en bestemmelse om forlænget opsigelsesvarsel, der var identisk med den bestemmelse, der gjaldt hos overdragerne. Spørgsmålet var, om direktivets beskyttelse af vilkår fra overdragerens kollektive overenskomst (Art. 3, stk. 3), som i svensk ret var begrænset til et år, tillod erhververen at se bort fra den optjente anciennitet, når erhververen selv var bundet af en enslydende overenskomst.