Afslag på lovliggørende dispensation til fritliggende terrasse på 17 m² inden for strandbeskyttelseslinjen

Ejendommens ejer påklagede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til en fritliggende terrasse på ca. 17 m², som var etableret inden for strandbeskyttelseslinjen. Ejendommen ligger i landzone på Sjællands Odde og er delvist beliggende i Natura 2000-område H135.

Kystdirektoratets afslag

Kystdirektoratet vurderede, at terrassen var etableret i strid med forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1. Terrassen var placeret ca. 40 m fra sommerhuset og var derfor ikke omfattet af undtagelsen for mindre anlæg i tæt tilknytning til boligen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3.

Direktoratet fastslog, at terrassen på 17 m² ikke kunne anses for at være et "mindre anlæg", og at dens placering på en skrænt ud mod kysten medførte en negativ påvirkning af kystlandskabet. Dermed kunne der ikke meddeles dispensation efter den lempeligere adgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1. Afgørelsen skulle derfor træffes efter den restriktive dispensationsadgang i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, hvor direktoratet fandt, at der ikke forelå et særligt tilfælde.

Klagerens hovedanbringender

Klageren gjorde gældende, at direktoratets fortolkning af begrebet "mindre anlæg" var for snæver, og at formålet med lovændringen i 2016 var at lempe dispensationsmulighederne for anlæg i lovligt etablerede haver. Klageren anførte desuden, at dispensation burde gives af hensyn til klagerens handicappede samlever. Klageren mente, at en dispensation ville være hjemlet i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, uden krav om, at der forelå et særligt tilfælde. Klageren betonede, at terrassen var etableret med respekt for naturen, i niveau med græsset, og at den blev skærmet af beplantning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til den fritliggende terrasse.

Vurdering af undtagelser og lempelig dispensationsadgang

Nævnet lagde til grund, at terrassen var omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1. Nævnet fandt, at ingen af de lempeligere bestemmelser kunne anvendes:

• Terrassen ligger ca. 40 m fra boligen og er derfor ikke omfattet af undtagelsen i , som kræver placering højst 15 m fra boligen.