Stadfæstelse af dispensation til enfamiliehus ved Sorø Sø grundet berettigede forventninger

Danmarks Naturfredningsforening klagede over dispensationen med henvisning til, at en enkeltstående ansøgning ikke bør tilsidesætte generelle beskyttelsesinteresser, og at afgørelsen kunne skabe uheldig præcedens langs Sorø Sø.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Sorø Kommunes afgørelse om dispensation i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 16, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 1.

Vurdering af beskyttelsesinteresser og præcedens

Nævnet konstaterede indledningsvis, at opførelse af bebyggelse i første række til søen som udgangspunkt er i strid med de landskabelige interesser, som søbeskyttelseslinjen skal varetage. Nævnet vurderede dog, at der i denne sag forelå helt særlige omstændigheder:

"Miljø- og Fødevareklagenævnet finder efter en samlet vurdering [...] at ejendommens ejer har fået sådanne berettigede forventninger, der kan føre til en dispensation til det ansøgte enfamiliehus."

Nævnet lagde afgørende vægt på, at:

• Sorø Kommune gentagne gange (i 2015 og 2019) havde oplyst ejerne om, at grunden kunne bebygges.
• Kommunen i 2019 havde givet tilladelse til udstykning af grunden med henblik på bebyggelse.
• Ejeren i god tro havde disponeret økonomisk og planlægningsmæssigt i tillid til myndighedens vejledning.

Afvisning af præcedensvirkning

Nævnet vurderede, at dispensationen ikke vil skabe uønsket præcedens for andre sager langs Sorø Sø. Dette skyldes netop det specifikke sagsforløb med langvarig myndighedsfejl og vejledning, som adskiller denne sag fra andre lignende ansøgninger. Nævnet lagde desuden til grund, jf. Byggeloven § 2, at det ansøgte falder under begrebet bebyggelse, men at de berettigede forventninger i dette konkrete tilfælde vejer tungere end den generelle beskyttelsesinteresse.

Afgørelsen er endelig og kan ikke påklages til anden administrativ myndighed jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1. Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden tre år, jf. Naturbeskyttelsesloven § 66, stk. 2.

Klagerens anbringender

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedpunkter:

• Det ansøgte fritidshus strider ikke mod formålet med søbeskyttelseslinjen, da det vil have næsten samme placering som det eksisterende og opføres i naturlige materialer, uden at påvirke den landskabelige oplevelse eller indsynet til søen.
• Der er alene ansøgt om et mindre fritidshus på 64 m², hvilket kun er 7 m² større end det, kommunen var indstillet på at give dispensation til (57 m²).
• Afgørelsen er i strid med lighedsgrundsætningen, da Skanderborg Kommune tidligere har meddelt dispensation til større byggerier (helårshuse) inden for søbeskyttelseslinjen på nærliggende ejendomme, som klageren mener er præcedensskabende.

Kommunens bemærkninger til klagen

Skanderborg Kommune fastholdt sin afgørelse og henviste til, at administrationspraksis for fritidshuse er mere restriktiv end for enfamiliehuse, både efter Planloven § 35 og Naturbeskyttelsesloven § 16. Kommunen understregede, at de tidligere sager om helårshuse ikke var sammenlignelige, da de involverede erstatning af eksisterende huse med samme placering, og at der i et tilfælde løb en vej mellem bebyggelsen og søen. Desuden kræves der dispensation til opførelse af bebyggelser inden for søbeskyttelseslinjen, uanset om de er undtaget krav om byggetilladelse.