Ophævelse af varemærket LYKKELOTTO grundet velkendthed og forvekslelighed med Dansk Tipstjenestes rettigheder

Klagerens argumenter for fuldstændig ophævelse

Dansk Tipstjeneste A/S indbragte afgørelsen for Ankenævnet med krav om, at registreringen skulle ophæves i sin helhed. Klageren anførte, at mærket LYKKELOTTO er så velindarbejdet og kendt, at enhver brug af navnet – selv for legetøj eller reklamevirksomhed – ville skabe en risiko for forveksling eller vildledning.

Klageren påpegede specifikt, at:

• De udøver reklamevirksomhed (klasse 35) og bistår forhandlere med administrative opgaver relateret til LYKKELOTTO.
• Spil i dag foregår via telekommunikation (klasse 38), hvorfor forbrugerne ville tro, at ydelserne stammede fra klager.
• De uddanner og underviser (klasse 41) deres egne forhandlere i brug af spilsystemerne.

Ankenævnets vurdering og anvendelse af "Kodak-beskyttelsen"

Ankenævnet lagde i sin vurdering afgørende vægt på mærkets status i den danske offentlighed. Da Dansk Tipstjeneste A/S' virksomhed er reguleret ved særlov, herunder Lov om visse spil, lotterier og væddemål § 1, har deres varemærker en særlig position på markedet.

Nævnet fandt det bevist, at betegnelsen LYKKELOTTO er så stærkt indarbejdet og almindeligt kendt i Danmark som et kendetegn for Dansk Tipstjeneste A/S, at det nyder en udvidet beskyttelse. Denne beskyttelse, ofte kaldet "Kodak-beskyttelse", er hjemlet i Varemærkeloven § 4, stk. 2 og indebærer, at et velkendt mærke kan nyde beskyttelse mod brug på varer og tjenesteydelser, der ikke nødvendigvis er af samme art som dem, mærket oprindeligt er registreret for.

Ankenævnet for Patenter og Varemærker omstødte Patent- og Varemærkestyrelsens delvise opretholdelse og gav Dansk Tipstjeneste A/S fuldt medhold. Ankenævnet udtalte, at LYKKELOTTO er et velkendt varemærke i Danmark. Som følge heraf har mærket krav på beskyttelse efter Varemærkeloven § 4, stk. 2, hvilket betyder, at Big Dane Net A/S' brug af det identiske ordmærke ville indebære en utilbørlig udnyttelse af klagers mærkes særpræg og renommé.

Ankenævnet besluttede derfor, at varemærkeregistreringen VR 2001 01951 LYKKELOTTO skal ophæves i sin helhed for samtlige varer og tjenesteydelser i klasse 28, 35, 38 og 41. Registrering blev dermed nægtet endeligt i medfør af indsigelsesreglerne i Varemærkeloven § 23.

Østre Landsret har den 15. december 2025 afsagt dom i to ankesager, som blev behandlet sammen vedrørende Intersport Partner Service A/S’ (tidligere OBI Sport A/S) ordvaremærke SPORT DIRECT.

Philip Morris’ Hovedargumenter

Philip Morris gjorde gældende, at det ansøgte mærke, der bestod af et specifikt design og en farvekombination, havde opnået særpræg gennem indarbejdelse som følge af intensiv og omfattende brug i Danmark og EU. De hævdede, at mærket i betydelig grad adskilte deres produkter fra konkurrenternes og var blevet genkendt af den relevante kundekreds.

Philip Morris fremlagde omfattende dokumentation, herunder:

• Markedsføringsmateriale og reklamebudgetter, der viste store investeringer.
• Salgstal og markedsandele i Danmark og Norden.
• Forbrugerundersøgelser, der angiveligt påviste en høj genkendelsesgrad af mærket som værende et Philip Morris produkt.

Sagsøger gjorde gældende, at: "Det ansøgte mærke har opnået det fornødne særpræg gennem intens markedsføring og brug, hvorfor registrering ikke kan afvises alene på baggrund af de absolutte registreringshindringer i Varemærkeloven."

Ankenævnets Hovedargumenter

Ankenævnet krævede frifindelse, idet de fastholdt, at det ansøgte mærke var en simpel kombination af almindelige geometriske elementer og farver, som ikke umiddelbart adskilte sig fra, hvad der var sædvanligt i tobaksbranchen. Derfor fandtes det ikke at have et iboende særpræg.

Ankenævnet bestred desuden, at Philip Morris havde ført tilstrækkeligt bevis for indarbejdelse i Danmark i henhold til Varemærkeloven § 15, stk. 2:

• De indsendte forbrugerundersøgelser blev kritiseret for at være mangelfulde i deres udformning og ikke entydigt dokumenterede genkendelse af mærket som varemærke i Danmark.
• Salgs- og markedsføringsdata var primært rettet mod international brug og kunne ikke direkte overføres til at dokumentere indarbejdelse specifikt på det danske marked.
• Det blev fremhævet, at særpræget skulle vurderes ud fra den gennemsnitlige forbrugers opfattelse af mærket i forhold til de varer, mærket dækkede.

Sagen krævede således en detaljeret vurdering af dokumentationsbyrden for indarbejdelse for at overvinde den oprindelige mangel på særpræg.