Højesterets dom om beskyttelse af ferske enge og rækkevidden af undtagelser ved miljøaftaler

Sagen omhandlede gyldigheden af en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet vedrørende et areal i Værneengene, som havde været omfattet af aftaler om miljøvenlig drift (MFO-aftaler) siden 1990. Ved udløbet af den seneste aftale i 2011 ønskede ejerne, I/S Sommersgård, at omlægge arealet fra græs til græs, hvilket rejste spørgsmålet om, hvorvidt arealet var beskyttet som fersk eng efter Naturbeskyttelseslovens § 3.

Sagens baggrund og de indgåede aftaler

• Arealet havde siden 1990 været underlagt aftaler om miljøvenlig drift, som foreskrev vedvarende græs uden jordbearbejdning.
• Sagsøgerne gjorde gældende, at de var blevet stillet i udsigt, at de kunne genoptage sædvanlig drift efter aftalernes udløb uden at blive begrænset af naturbeskyttelsesregler.
• En central del af argumentationen byggede på en udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen fra 1994, som indikerede en lempeligere fortolkning af undtagelsesbestemmelserne.

Den juridiske tvist om naturtypebekendtgørelsen

• Kernen i sagen var fortolkningen af bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1.
• Bestemmelsen undtager naturtyper, der er "dannet, fordi" der er gennemført en særlig driftsform efter aftale med en offentlig myndighed.
• Spørgsmålet var, om denne undtagelse også omfattede arealer, der allerede var beskyttet natur før aftalen, eller arealer der blot blev "opretholdt" som natur på grund af aftalen.

Bevisførelse vedrørende arealets status

• Der blev ført bevis for arealets tilstand forud for den første aftale i 1990.
• Landsretten og Højesteret lagde til grund, at arealet allerede før 1990 opfyldte kriterierne for at være en fersk eng.
• Dette betød, at naturtypen ikke var et resultat af (dannet af) miljøaftalen, men eksisterede i forvejen.

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom og fandt, at Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse var gyldig. Arealet var således omfattet af den generelle beskyttelse i Naturbeskyttelseslovens § 3.

Højesterets begrundelse

• Højesteret fastslog, at ordlyden i bekendtgørelse om beskyttede naturtyper § 2, stk. 1 er klar: Undtagelsen gælder kun natur, der er som følge af en aftale.