Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Sted
Emner
Eksterne links
Parter
Dommer
EU’s institutioner og organer, Østrig, Europa-Kommissionen, Tyskland, Ungarn, Tjekkiet, EU-medlemsstater
Generaladvokat
Lycourgos
Sagen C-649/19 vedrører en præjudiciel anmodning fra Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) vedrørende fortolkningen af direktiv 2012/13/EU om ret til information under straffesager og rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre (EAW).
Den bulgarske straffesag blev indledt mod IR, anklaget for deltagelse i en organiseret kriminel gruppe i forbindelse med lovovertrædelser knyttet til cigaretsmugling. Da IR forlod landet, udstedte den bulgarske domstol en national arrestordre, efterfulgt af en EAW. Den forelæggende ret rejste tvivl om, hvorvidt de fulde processuelle rettigheder, der gives til mistænkte og tiltalte i nationale sager (såsom retten til skriftlig meddelelse om rettigheder i henhold til direktiv 2012/13, artikel 4, og adgang til sagsakter for at anfægte lovligheden af frihedsberøvelsen, jf. artikel 7), skal tildeles en person, der anholdes i en anden medlemsstat udelukkende med henblik på fuldbyrdelse af en EAW.
Domstolen blev anmodet om at afklare anvendelsesområdet for direktiv 2012/13 i EAW-sager og gyldigheden af rammeafgørelse 2002/584 i lyset af Chartret, hvis de fulde rettigheder ikke gælder straks ved anholdelse i fuldbyrdelsesstaten.
| Spørgsmål | Centrale problemstilling | Domstolens svar (Opsummeret) |
|---|---|---|
| 1. Anvendelse af Art 4, 6(2), 7(1) i Dir 2012/13? | Gælder de omfattende rettigheder for tiltalte for en person arresteret udelukkende på baggrund af en EAW? | Nej, de gælder ikke for anholdte med henblik på fuldbyrdelse af en EAW. |
| 2. Ændring af EAW-formularen (Art 8, FA 2002/584)? |
| Må EAW-formularen suppleres med information om retsmidler mod den nationale arrestordre? |
| Ufornødent at besvare (da Art 4 m.fl. ikke finder anvendelse). |
| 3. og 4. Gyldighed af Rammeafgørelse 2002/584? | Er Rammeafgørelsen ugyldig i lyset af Chartrets Art 6 og 47, hvis den ikke sikrer disse rettigheder straks ved anholdelse i fuldbyrdelsesstaten? | Nej, behandlingen har intet frembragt, der rejser tvivl om gyldigheden. |
Domstolen fastslog, at direktiv 2012/13 differentierer mellem processuelle rettigheder i nationale straffesager og i EAW-procedurer. Bestemmelserne, der sikrer dybdegående information og aktindsigt for tiltalte i nationale sager, finder ikke anvendelse på personer anholdt alene med henblik på overgivelse i henhold til en EAW.
Domstolen fandt ikke grundlag for at betvivle gyldigheden af rammeafgørelse 2002/584 i lyset af Chartrets artikel 6 (Frihed) og artikel 47 (Effektiv domstolsbeskyttelse).
"Der kan derfor ikke følge nogen tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse af den blotte omstændighed, at den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på strafforfølgning, ikke informeres om de retsmidler, der er tilgængelige i den udstedende medlemsstat, og først får adgang til sagsakterne, efter at vedkommende overgives til den udstedende medlemsstats kompetente myndigheder." (Præmis 80)
Beskyttelsen af den eftersøgte person sikres gennem en to-niveau ordning. Først ved udstedelsen af den nationale arrestordre i den udstedende stat, hvor den pågældende har ret til retlig prøvelse. Dernæst sikres de fulde rettigheder som tiltalt (i henhold til Dir 2012/13, Art 4, 6 og 7) fuldt ud, så snart personen er overgivet til de udstedende myndigheder.
Domstolen fastslår, at mistænkte i straffesager kan få adgang til leniency-erklæringer for at sikre et retfærdigt forsvar, mens skadelidte udelukkes.
Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra en fransk domstol i forbindelse med en straffesag mod K.B. og F.S., der var mistænkt for tyveri af brændstof. De to personer blev anholdt, afhørt, og belastende udtalelser blev indsamlet af politiet, før de blev formelt informeret om deres rettigheder, herunder deres ret til ikke at udtale sig.
Den manglende rettidige underretning udgjorde en tilsidesættelse af artikel 3 og 4 i direktiv 2012/13/EU, som kræver, at mistænkte straks informeres om deres ret til at forholde sig tavse. Ifølge fransk ret (Artikel 385 i strafferetsplejeloven) skal indsigelser om procedurens ugyldighed rejses af den tiltalte eller dennes advokat, inden der fremsættes påstande om sagens realitet. Den nationale lovgivning forbyder dermed den domstol, der påkender sagens realitet, at prøve en sådan tilsidesættelse (på eget initiativ).
Ny dom fastlægger balancen mellem fortrolighed i konkurrencesager og retten til aktindsigt for tiltalte i straffesager.
Nationale forebyggende mekanismer og Europarådet drøfter udfordringer ved rettighedsovervågning i lyset af EU's nye pagt om migration og asyl.
Den forelæggende ret ønskede at vide, om dette nationale forbud mod ex officio prøvelse var foreneligt med EU-retten, navnlig:
Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Rayonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit, Bulgarien) vedrørende fortol...
Læs mereSagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Constanţa (Rumænien) vedrørende fortolkningen a...
Læs mere