Afgørelse om dækning af erstatningskrav i norsk yrkesskadeforsikring ved konkurs i dansk forsikringsselskab

Garantifondens Anbringender

Garantifonden i Danmark påstod frifindelse og gjorde gældende, at:

• De norske arbejdstageres krav ikke var "udækkede", da de kunne være dækket af den norske Garantiordning eller den norske folketrygdloven.
• Den norske yrkesskadeforsikring ikke kunne anses for en "ansvarsforsikring" i Garantifondsloven § 5, stk. 1, nr. 3's forstand, når den fortolkes efter dansk ret. Den blev karakteriseret som en direkte skadesforsikring.
• De norske arbejdstagere ikke var "tredjemænd", men derimod "sikrede" i henhold til den konkrete yrkesskadeforsikring.
• Sagen skulle afgøres efter dansk ret, og den norske ordning var i det væsentlige lig den danske arbejdsskadesikringsordning, som ikke ville være dækket af Garantifonden i Danmark.

Landsrettens Begrundelse

Landsretten behandlede spørgsmålet om, hvorvidt erstatningskrav fra skadelidte arbejdstagere i Norge, dækket af en forsikring tegnet hos Alpha Insurance A/S' norske filial i henhold til den norske yrkesskadeforsikringslov, var omfattet af dækningen i den dagældende Garantifondsloven § 5, stk. 1, nr. 3, jf. Garantifondsloven § 2, stk. 1.

Landsretten fandt, at:

• Ordlyden af Garantifondsloven § 5, stk. 1, nr. 3 og dens forarbejder omfatter ikke krav i henhold til arbejdsskadeforsikringer, der er udækkede som følge af et forsikringsselskabs konkurs.
• Den norske yrkesskadeforsikringsordning ligner på væsentlige punkter den danske arbejdsskadesikringsordning. Begge ordninger har til formål at sikre skadelidte arbejdstagere økonomisk for følgerne af personskade opstået i forbindelse med arbejdet. De er begge lovpligtige, arbejdsgiverfinansierede forsikringsordninger, hvor arbejdstageren sikres dækning uanset arbejdsgiverens ansvarspådragende adfærd.
• Det er usandsynligt, at lovgiveren har tilsigtet at dække norske arbejdsskadekrav, mens tilsvarende danske krav er undtaget.
• Den norske karakterisering af yrkesskadeforsikringen som en ansvarsforsikring i norsk ret eller dens forarbejder ændrer ikke på dette resultat, især da der er uklarhed i den forsikringsretlige terminologi i Norge.

Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at fastslå, at de omhandlede erstatningskrav var dækket af Garantifondsloven § 5, stk. 1, nr. 3.

Afgørelse

Garantifonden for skadesforsikringsselskaber blev frifundet.

Sagsomkostninger

Garantiordningen for Skadeforsikring, Norge, blev pålagt at betale 250.000 kr. i sagsomkostninger til Garantifonden for skadesforsikringsselskaber inden 14 dage. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.

Den juridiske konflikt

Konflikten beroede på fortolkningen af den dagældende Arbejdsskadesikringslovens § 54, stk. 1, som foreskrev, at når en arbejdsulykkesforsikringsbestand tages under administration (efter henvisning til Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 250, stk. 2), skal de reserverede kapitaler samtidig overdrages. Spørgsmålet var, om denne overdragelsespligt fortsat gjaldt, når forsikringsselskabet allerede var taget under konkursbehandling.

Alle parter var enige om, at de pågældende kapitaler var en del af de registrerede aktiver, som ifølge Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 167, stk. 4, alene skulle tjene til fyldestgørelse af forsikringstagerne og de begunstigede som en kollektiv separatistret.

Garantifondens anbringender

Garantifonden gjorde gældende, at ASL § 54 var en lex specialis, der tilsagde overdragelse uanset konkurs, og at lovens historik, særligt betænkning nr. 1282 af 1994, udtrykkeligt omtalte bestemmelsen i forbindelse med insolvens. Formålet var at sikre, at den part, der overtog de langhalede forpligtelser (AES/Garantifonden), også modtog den tilsvarende dækning.

"Det gøres således sammenfattende gældende, at bestemmelsen i Ulykkesforsikringslovens § 15, stk. 12 (og senere Arbejdsskadesikringslovens § 54 som var gældende i maj 2018) efter almindelige lovfortolkningsprincipper er lex specialis i forhold til almindelige regler i Konkursloven og lov om finansiel virksomhed (dengang som nu)."

Garantifonden anførte desuden, at Finanstilsynet burde have inddraget tilladelsen før konkursen, da betingelserne var opfyldt, og at Garantifonden derfor burde stilles, som om dette var sket.

Konkursboets anbringender

Konkursboet fastholdt det fundamentale princip om ligebehandling af forsikringskreditorer under konkurs. Konkursboet argumenterede, at ASL § 54, som henviste til FIL § 250, stk. 2, alene var tiltænkt situationer uden for konkurs. At tildele Garantifonden en forlodsret ville forfordele de øvrige forsikringskreditorer i strid med Bekendtgørelse af lov om finansiel virksomhed § 167, stk. 4.

"For at kunne give Garantifonden medhold, og samtidig fravige grundlæggende konkurs- og forsikringsretlige ligebehandlingsprincipper, må det kræves, at der enten i arbejdsskadesikringslovens § 54, stk. 1’s, ordlyd eller i bestemmelsens forarbejder eller i andre retskilder, er fuldstændig sikre og entydige holdepunkter for at fastslå, at bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde af konkurs..."