Fortolkning af Miljøvurderingsdirektivet: Nationale krav til vindmølleparker udgør 'planer og programmer'

Domstolens begrundelse

Domstolen lagde vægt på, at direktivets bestemmelser, der afgrænser dets anvendelsesområde, skal fortolkes bredt for at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau. Begrebet »planer og programmer« vedrører enhver retsakt, der:

• Opfylder de kumulative betingelser i artikel 2, litra a) (vedtaget af en myndighed og krævet ifølge love/administrative bestemmelser).
• Vedrører sektorer som energi (artikel 3, stk. 2, litra a)).
• Fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, der er omhandlet i VVM-direktivet (direktiv 2011/92/EU).

Domstolen præciserede, at anordningens tekniske regler for drift, støj og stroboskopiske skygger har en betydning og rækkevidde, der er tilstrækkeligt væsentlig for fastlæggelsen af de betingelser, der skal gælde for vindmøllesektoren. De valg, navnlig af miljømæssig art, der kan træffes i henhold til disse regler, skal afgøre de betingelser, hvorunder de konkrete projekter kan tillades i fremtiden.

Derudover advarede Domstolen imod mulige strategier for omgåelse af SMV-forpligtelserne, herunder 'opdeling af foranstaltninger', da det ville reducere direktivets effektive virkning.

Klagefrist

Energiklagenævnet bemærkede, at klagefristen ifølge Lov om fremme af vedvarende energi § 66, stk. 4 og Lov om elforsyning § 89, stk. 5 udløb den 19. januar 2017. Energistyrelsen havde dog oplyst, at fristen udløb den 25. januar 2017. På denne baggrund besluttede Energiklagenævnet at anse klager modtaget til og med den 25. januar 2017 som rettidige.

Sagens baggrund

I marts 2012 indgik den daværende regering en energipolitisk aftale om at begrænse fossile brændsler og øge andelen af vedvarende energi, med en målsætning om, at vindmøller skulle udgøre 50 % af elforsyningen i 2020. Dette skulle bidrage til Danmarks klimapolitiske forpligtelser over for EU og FN.

I oktober 2012 udgav Havvindmølleudvalget en rapport, der screenede egnede placeringer for kystnære havvindmølleprojekter. Rapporten anbefalede en mindsteafstand på 4 km fra byer og sommerhusområder for havvindmøller op til 200 meter i højden, primært for at holde omkostningerne nede.

Som opfølgning på energiaftalen blev 350 MW kystnære placeringer sendt i udbud den 20. februar 2015. Energinet.dk varetog VVM-undersøgelserne (Vurdering af Virkninger på Miljøet) for de potentielle placeringer. VVM-processen inkluderede to offentlige møder og en offentlig høring af forslag til VVM-redegørelsen fra maj til juni 2015. Den endelige VVM-redegørelse blev offentliggjort den 26. november 2015.

Efter udbudsrunden vandt Vattenfall retten til at opføre havvindmølleparkerne Vesterhav Syd (170 MW) og Vesterhav Nord (180 MW) den 1. september 2016. Energistyrelsen og Vattenfall indgik etableringsaftaler den 22. december 2016.

Klagerens synspunkter

Klageren anmodede om opsættende virkning og anførte følgende hovedpunkter:

• Placering: Klageren mente, at Vattenfalls placering af 21 møller over en strækning på ca. 15 km ikke opfyldte VVM-redegørelsens krav om en velafgrænset gruppe og et geometrisk mønster. Desuden blev ca. 50 % af møllerne placeret 4,2-4,5 km fra kysten, hvilket klageren mente stred mod anbefalingen om at placere møllerne så langt til havs som muligt.
• Alternative placeringer: Klageren mente, at der ikke var taget tilstrækkeligt hensyn til naturmæssige konsekvenser, og at alternative placeringer længere ude på havet ikke var undersøgt. Klageren fremhævede, at prisen pr. MW på Kriegers Flak var lavere end for de kystnære møller, hvilket potentielt gjorde Horns Rev til et oplagt alternativ.
• Irreparabel skade: Klageren anmodede om opsættende virkning for at undgå uoprettelig skade, hvis klagen fik medhold.

Klageberettigelse

Energiklagenævnet anmodede klageren om at redegøre for sin individuelle interesse i sagen. Klageren henviste til sine vedtægter, der angiver foreningens formål som at beskytte områdets natur- og miljømæssige forhold samt at repræsentere grundejernes fælles interesser. Klageren argumenterede for at være klageberettiget i henhold til Lov om fremme af vedvarende energi § 67, stk. 2, da området er tæt bebygget, og de 190 meter høje møller vil være synlige fra sommerhuse og forstyrre de rekreative muligheder. Klageren udtrykte desuden utilfredshed med, at Energistyrelsen både udarbejdede, godkendte VVM-redegørelsen og gav etableringstilladelsen.

Energistyrelsens udtalelse

Energistyrelsen vurderede, at kun Vattenfall A/S var part i sagen, da de alene havde en væsentlig individuel interesse i sagens udfald. Energistyrelsen bemærkede, at der under VVM-processen var identificeret personer med individuel interesse i landaktiviteter.

• Støjberegninger: Energistyrelsen oplyste, at Miljøstyrelsen vurderede, at den svenske beregningsmodel for støj fra vindmøller ville overvurdere støjbidraget fra multiple refleksioner for de planlagte møller. Et supplerende støjbidrag på 0-3 dB blev estimeret, hvilket ikke ville overskride grænseværdien for lavfrekvent støj indendørs. Det blev dog understreget, at denne beregning ikke var verificeret.
• Gyldighed af vindmøllebekendtgørelsen: Energistyrelsen henviste til Miljø- og Fødevareministeriets analyse af to EU-domme (C-290/15 og C-379/15) vedrørende SMV-direktivet (Direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet) og deres konsekvenser for Bekendtgørelse om støj fra vindmøller. Energistyrelsen fastholdt, at etableringstilladelserne var truffet med hjemmel i Lov om fremme af vedvarende energi § 25 og Lov om elforsyning § 22a, og at Lov om fremme af vedvarende energi § 25, stk. 3 tillader fastsættelse af vilkår for miljømæssige forhold, herunder støj. Energistyrelsen bestred, at en eventuel ugyldighed af vindmøllebekendtgørelsen ville medføre ugyldighed af hele etableringstilladelsen; et mangelfuldt vilkår ville i stedet anses for ustillet eller kunne rettes.