Indsigelse mod varemærket URBAN PIONEERS: Hjemvisning til vurdering af brugspligt for det ældre mærke PIONIER WORKWEAR

Styrelsen konkluderede, at der kun var forvekslingsrisiko for de direkte sammenfaldende varer i klasse 25.

Anken og det nye anbringende om brugspligt

Ahlers AG indbragte afgørelsen for Ankenævnet med påstand om, at URBAN PIONEERS skulle ophæves i sin helhed. De argumenterede for, at styrelsen havde lagt for meget vægt på de beskrivende dele af mærkerne ("URBAN" og "WORKWEAR") i stedet for at fokusere på de dominerende elementer.

Under ankesagens behandling fremsatte indehaveren, Urban Pioneers AS, imidlertid et nyt og afgørende anbringende: De påstod, at indsigers mærke slet ikke var i brug i Danmark. Da indsigers mærke havde været registreret i mere end fem år, var det underlagt brugspligt efter Varemærkeloven § 25. Indehaver krævede derfor dokumentation for reel brug af PIONIER WORKWEAR i Danmark, da indsigelsen ellers skulle afvises.

"Da designeringen er under brugspligt, har spørgsmålet om, hvorvidt varemærket er i reel brug, betydning for sagens udfald. Indehaver gør således gældende, at Indsigers Varemærke ikke er i brug i Danmark."

Da dette spørgsmål om brugspligt ikke var blevet behandlet af styrelsen i første instans, udtalte styrelsen i deres høringssvar til nævnet, at sagen burde returneres til fornyet behandling, såfremt nævnet fandt spørgsmålet relevant.

Ankenævnet for Patenter og Varemærker besluttede at hjemvise sagen til Patent- og Varemærkestyrelsen til fornyet behandling. Begrundelsen var, at der under ankesagen var rejst et nyt, væsentligt anbringende om manglende reel brug af indsigers varemærke. Da opfyldelse af brugspligten er en forudsætning for at kunne opretholde en indsigelse efter femårsperiodens udløb, og da dette faktuelle spørgsmål kræver en konkret bevisvurdering, som ikke tidligere var foretaget, fandt nævnet det rigtigst, at styrelsen først tager stilling til dette spørgsmål. Ankenævnet tog således ikke på nuværende tidspunkt stilling til de materielle spørgsmål om varemærkelighed og varelighed.

Østre Landsret har den 15. december 2025 afsagt dom i to ankesager, som blev behandlet sammen vedrørende Intersport Partner Service A/S’ (tidligere OBI Sport A/S) ordvaremærke SPORT DIRECT.

Philip Morris’ Hovedargumenter

Philip Morris gjorde gældende, at det ansøgte mærke, der bestod af et specifikt design og en farvekombination, havde opnået særpræg gennem indarbejdelse som følge af intensiv og omfattende brug i Danmark og EU. De hævdede, at mærket i betydelig grad adskilte deres produkter fra konkurrenternes og var blevet genkendt af den relevante kundekreds.

Philip Morris fremlagde omfattende dokumentation, herunder:

• Markedsføringsmateriale og reklamebudgetter, der viste store investeringer.
• Salgstal og markedsandele i Danmark og Norden.
• Forbrugerundersøgelser, der angiveligt påviste en høj genkendelsesgrad af mærket som værende et Philip Morris produkt.

Sagsøger gjorde gældende, at: "Det ansøgte mærke har opnået det fornødne særpræg gennem intens markedsføring og brug, hvorfor registrering ikke kan afvises alene på baggrund af de absolutte registreringshindringer i Varemærkeloven."

Ankenævnets Hovedargumenter

Ankenævnet krævede frifindelse, idet de fastholdt, at det ansøgte mærke var en simpel kombination af almindelige geometriske elementer og farver, som ikke umiddelbart adskilte sig fra, hvad der var sædvanligt i tobaksbranchen. Derfor fandtes det ikke at have et iboende særpræg.

Ankenævnet bestred desuden, at Philip Morris havde ført tilstrækkeligt bevis for indarbejdelse i Danmark i henhold til Varemærkeloven § 15, stk. 2:

• De indsendte forbrugerundersøgelser blev kritiseret for at være mangelfulde i deres udformning og ikke entydigt dokumenterede genkendelse af mærket som varemærke i Danmark.
• Salgs- og markedsføringsdata var primært rettet mod international brug og kunne ikke direkte overføres til at dokumentere indarbejdelse specifikt på det danske marked.
• Det blev fremhævet, at særpræget skulle vurderes ud fra den gennemsnitlige forbrugers opfattelse af mærket i forhold til de varer, mærket dækkede.

Sagen krævede således en detaljeret vurdering af dokumentationsbyrden for indarbejdelse for at overvinde den oprindelige mangel på særpræg.