Fortolkning af Tilladelsesdirektivet: Lokal afgift baseret på bruttoindtægt for fastnet- og internetudbyderes brug af offentligt areal

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) vedrørende en tvist mellem Pamplona kommune (Ayuntamiento de Pamplona) og teleselskabet Orange España SAU. Tvisten vedrørte lovligheden af en lokal spansk afgift for særlig udnyttelse af det lokale offentlige areals grund, luftrum og undergrund, som selskabet blev pålagt for udbud af fastnettelefoni og internetadgangstjenester.

Orange España anfægtede, at denne afgift var i strid med EU's Tilladelsesdirektiv 2002/20/EF, da dens størrelse blev beregnet udelukkende som 1,5% af virksomhedens årlige bruttoomsætning i kommunen. Orange mente, at denne beregningsmetode overskred de begrænsninger, som direktivets artikel 12 (administrationsgebyrer) og artikel 13 (afgifter for brugsrettigheder og installation) fastsætter for medlemsstaternes beskatningskompetence, baseret på Domstolens tidligere praksis vedrørende mobiloperatører.

De præjudicielle spørgsmål

De centrale spørgsmål, som den forelæggende ret stillede, var:

• Finder Tilladelsesdirektivets begrænsninger (Art. 12 og 13) anvendelse på virksomheder, der udbyder fastnettelefoni og internetadgang?
• Hvis ja, tillader direktivet da, at afgiften beregnes udelukkende på grundlag af virksomhedens årlige bruttoindtægt?

Domstolen fastslog, at Tilladelsesdirektivet 2002/20/EF finder anvendelse på udbydere af fastnettelefoni og internetadgang, men at direktivets artikel 12 og 13 ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der pålægger en afgift, hvis størrelse udelukkende fastsættes ud fra disse virksomheders årlige bruttoindtægter, når afgiften ikke falder ind under anvendelsesområdet for de nævnte artikler.

Anvendelse på fastnet- og internettjenester

Domstolen bekræftede, at Tilladelsesdirektivet finder anvendelse på udbydere af fastnettelefoni og internetadgang, idet begrebet »elektroniske kommunikationstjenester« dækker transmission af signaler via elektroniske net, uanset om disse net er faste eller mobile. Dette inkluderer både telefonitjenester og internetadgangstjenester, i overensstemmelse med definitionerne i Rammedirektivet 2002/21/EF.

Vurdering af afgiftsgrundlaget

Domstolen analyserede den spanske afgift i lyset af direktivets harmoniserede rammer for økonomiske byrder:

• Artikel 12 (Administrationsgebyrer): Domstolen fandt, at den spanske afgift for udnyttelse af det offentlige areal ikke var et administrationsgebyr i henhold til artikel 12, da den ikke havde til formål udelukkende at dække de administrationsomkostninger, der er forbundet med tilsynsmyndighedens aktiviteter.