Afgift på master og sende- og modtageenheder til mobiltelefonnet er ikke omfattet af tilladelsesdirektivet

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal de première instance de Namur i Belgien vedrørende fortolkningen af artikel 6 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF (tilladelsesdirektivet). Sagen er anlagt af Proximus SA (tidligere Belgacom SA) mod Province de Namur vedrørende en afgift på master og sende- og modtageenheder til mobiltelefonnettet, som er opstillet i provinsen Namur.

Provinsen Namur havde indført en årlig afgift på master og sende- og modtageenheder til mobiltelefonnettet. Proximus SA anførte, at denne afgift var i strid med tilladelsesdirektivet, da den ikke opfyldte betingelserne i direktivets artikel 13.

Province de Namur argumenterede for, at tilladelsesdirektivet ikke fandt anvendelse, da afgiften hverken var en afgift i forbindelse med en generel tilladelse eller en afgift på installation af faciliteter på offentlig eller privat ejendom.

Den forelæggende ret ønskede at vide, om tilladelsesdirektivets artikel 6 og 13 er til hinder for, at en national eller lokal myndighed i budgetmæssigt øjemed indfører en afgift på infrastruktur til mobilkommunikation, der anvendes som led i aktiviteter dækket af en generel tilladelse.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 6 og 13 i tilladelsesdirektivet (2002/20/EF) ikke er til hinder for, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede pålægges en fysisk eller juridisk person, der gør brug af en mast og/eller en sende- og modtageenhed til mobiltelefonnettet.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at afgiften, der pålægges den, der gør brug af master og sende- og modtageenheder, ikke har en direkte tilknytning til den generelle tilladelse til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Afgiften er heller ikke en betaling for retten til at installere faciliteter, men snarere en generel afgift på brugen af sådanne faciliteter.

Retlige Principper

• Harmonisering af telekommunikationsafgifter: EU-retten, særligt tilladelsesdirektivet, fastsætter rammerne for, hvilke afgifter medlemsstaterne kan pålægge i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.
• Generel tilladelse: En generel tilladelse giver ret til at udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, og vilkårene herfor er reguleret i EU-retten.
• Afgifter for brugsret og installation: Medlemsstaterne kan opkræve afgifter for brugsret til radiofrekvenser eller numre samt for tilladelser til at installere faciliteter på offentlig eller privat ejendom, men disse skal være ikke-diskriminerende, transparente, objektivt begrundede og forholdsmæssige.
• Fortolkning af 'faciliteter' og 'installation': Disse begreber dækker den fysiske infrastruktur og dens fysiske placering på ejendommen.
• EU-rettens forrang: Medlemsstaterne kan ikke indføre afgifter, der strider mod de harmoniserede regler i EU-retten på telekommunikationsområdet.