Afgifter for installation af faciliteter for mobiloperatører uden ejerskab af netværk

Sagen omhandler tre anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Supremo (Spanien) vedrørende fortolkningen af artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF (tilladelsesdirektivet).

Sagerne er forenet og omhandler tvister mellem Vodafone España SA og France Telecom España SA på den ene side og henholdsvis Ayuntamientos de Santa Amalia, Tudela og Torremayor på den anden side. Tvisterne vedrører afgifter pålagt for privat brug og særlig anvendelse af kommunalt offentligt areal.

De centrale spørgsmål er:

• Kan en national bestemmelse tillade opkrævning af en afgift for tilladelse til at installere faciliteter på kommunalt offentligt areal fra operatører, der udbyder mobiltelefonitjenester uden at være indehavere af nettet?
• Opfylder de betingelser, hvorpå afgiften opkræves i henhold til det anfægtede lokale regulativ, kravene om objektivitet, proportionalitet og ikke-diskrimination?
• Har artikel 13 i tilladelsesdirektivet direkte virkning?

Vodafone España og France Telecom España anfægtede afgiftsregulativerne ved de spanske domstole og argumenterede for, at de var uforenelige med EU-retten. Kommunerne blev frifundet i første instans, hvorefter selskaberne iværksatte kassationsappel ved Tribunal Supremo.

Tribunal Supremo forelagde herefter præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen.

Afgørelse

Domstolen fastslog:

• Artikel 13 i tilladelsesdirektivet er til hinder for opkrævning af afgifter for tilladelse til at installere faciliteter på offentlig eller privat ejendom fra operatører, der udbyder mobiltelefonitjenester uden at være indehavere af disse faciliteter.
• Artikel 13 i tilladelsesdirektivet har direkte virkning, hvilket giver borgere ret til at påberåbe sig bestemmelsen direkte for nationale domstole for at anfægte afgørelser fra offentlige myndigheder, der er uforenelige med artiklen.

Domstolen begrundede afgørelsen med, at medlemsstaterne kun kan opkræve afgifter eller gebyrer, der er fastsat i tilladelsesdirektivet. Afgiften for installation af faciliteter kan kun pålægges indehaveren af tilladelsen og ejeren af de installerede faciliteter. Operatører, der blot anvender faciliteterne til at udbyde mobiltelefonitjenester, kan ikke pålægges denne afgift.

Domstolen henviste til fast praksis om, at direktivbestemmelser, der er ubetingede og tilstrækkeligt præcise, kan påberåbes af borgerne over for nationale domstole, når staten ikke har gennemført direktivet korrekt eller rettidigt. Artikel 13 i tilladelsesdirektivet opfylder disse kriterier.

Retlige Principper

• Direkte virkning af direktiver:
  • Enkeltpersoner kan påberåbe sig direktivbestemmelser, der er tilstrækkeligt præcise og ubetingede, over for staten ved de nationale domstole.
• Begrænsning af afgifter:
  • Medlemsstaterne kan kun opkræve de afgifter og gebyrer, der er udtrykkeligt tilladt i EU-direktiver om elektronisk kommunikation.
• Fortolkning af EU-ret:
  • Begreber i EU-retten skal fortolkes i lyset af direktivets formål og sammenhæng, samt rammedirektivets bestemmelser.
• Optimal udnyttelse af ressourcer:
  • Afgifter for brugsret til radiofrekvenser og tilladelser til installation af faciliteter skal afspejle behovet for at sikre optimal udnyttelse af disse ressourcer.
• Ikke-diskrimination, gennemsigtighed og proportionalitet:
  • Afgifter skal være ikke-diskriminerende, gennemsigtige, objektivt begrundede og forholdsmæssigt afpassede efter det tilsigtede formål.