Grækenlands arveafgiftsfritagelse for primær bolig strider mod frie kapitalbevægelser ved at diskriminere ikke-bosiddende arvinger

Europa-Kommissionen anlagde traktatbrudssøgsmål mod Den Hellenske Republik (Grækenland) for at have opretholdt en national lovgivning om arveafgift, der indeholdt diskriminerende betingelser for fritagelse.

Den omtvistede nationale bestemmelse (artikel 26 A, nr. 1, i lov om arveafgift) fastsatte en fritagelse for arveafgift på en primær bolig eller grund, modtaget som arv af ægtefælle eller barn. Denne fritagelse var dog betinget af, at arvingen var statsborger i en EU-medlemsstat og havde fast bopæl i Grækenland.

Kommissionen gjorde gældende, at bopælskravet medførte en højere skattebyrde for ikke-bosiddende arvinger, hvilket udgjorde en restriktion på den frie bevægelighed for kapital (artikel 63 TEUF og EØS-aftalens artikel 40).

Grækenland forsvarede sig med, at situationen for bosiddende og ikke-bosiddende arvinger ikke var objektivt sammenlignelig, da fritagelsen var et socialpolitisk instrument, der skulle dække boligbehovet for bosiddende i Grækenland. De hævdede også, at restriktionen var begrundet i ønsket om at undgå tab af skatteindtægter.

Domstolen fastslog, at Den Hellenske Republik havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF og artikel 40 i EØS-aftalen, idet den diskriminerede mod ikke-bosiddende arvinger.

Restriktion på fri kapitalbevægelse

Domstolen bekræftede sin faste praksis om, at beskatning af arv med grænseoverskridende elementer er omfattet af de frie kapitalbevægelser. Da den græske lovgivning nægtede ikke-bosiddende arvinger adgang til en skattefritagelse, der var tilgængelig for bosiddende arvinger, medførte dette en formindskelse af værdien af arven og udgjorde dermed en restriktion.

Sammenlignelighed af situationer og manglende begrundelse

Domstolen afviste Grækenlands påstand om, at bosiddende og ikke-bosiddende arvinger ikke var sammenlignelige. Da den græske lovgivning generelt behandlede de to grupper ens med hensyn til den grundlæggende arveafgift, kunne den ikke behandle dem forskelligt vedrørende en fritagelse i samme skatteordning.

Domstolen forkastede endvidere Grækenlands påberåbte begrundelser:

• Socialpolitisk hensyn (dækning af boligbehov): Domstolen bemærkede, at den nationale lovgivning ikke var egnet til at opfylde dette mål på en sammenhængende og systematisk måde, da den ikke forpligtede arvingen til reelt at etablere sin primære bolig i den arvede ejendom. Fraværet af et krav om faktisk beboelse underminerede den sociale begrundelse.
• Undgåelse af tab af skatteindtægter: I overensstemmelse med fast retspraksis er hensynet til at undgå tab af skatteindtægter ikke et tvingende alment hensyn, der kan retfærdiggøre en begrænsning af en grundlæggende frihed i EUF-traktaten.