Statsstøtte og anvendelse af kriteriet om den private aktør – Fejl i vurderingen af selskabet Larko som 'kriseramt virksomhed'

Larko Geniki Metalleftiki kai Metallourgiki AE, en græsk virksomhed specialiseret i ferronikkelproduktion, appellerede Den Europæiske Unions Rets dom (T-423/14). Denne dom stadfæstede Europa-Kommissionens afgørelse 2014/539/EU, hvori Kommissionen fastslog, at flere statslige foranstaltninger ydet af Grækenland til Larko mellem 2008 og 2011 udgjorde uforenelig statsstøtte, som skulle tilbagesøges.

De støtteforanstaltninger, der var genstand for den formelle undersøgelse, omfattede navnlig en kapitalforhøjelse i 2009 og tre statsgarantier i 2008, 2010 og 2011. Kommissionen konkluderede, at disse foranstaltninger indebar en økonomisk fordel, idet de blev ydet til en virksomhed, der allerede var kriseramt, hvilket var i strid med princippet om den private investor (markedsøkonomiske aktør).

Larkos primære anbringender under appellen vedrørte Rettens angiveligt fejlagtige anvendelse af dette kriterium, navnlig i forbindelse med de beviser, der blev lagt til grund for at fastslå, at selskabet var en 'kriseramt virksomhed', samt påståede begrundelsesmangler og fejl i fastsættelsen af det beløb, der skulle tilbagesøges, særligt vedrørende garantierne.

Domstolen ophævede Den Europæiske Unions Rets dom af 1. februar 2018 (T-423/14), men kun delvist. Ophævelsen vedrørte udelukkende vurderingen af den Anden Foranstaltning (statsgarantien på 30 mio. EUR fra 2008). Appellen blev forkastet i alle øvrige henseender, hvilket fastholdt Kommissionens afgørelse vedrørende kapitalforhøjelsen og de øvrige statsgarantier.

Fejlagtig anvendelse af bevisbyrden for den Anden Foranstaltning

Domstolen fastslog, at Retten havde begået en retlig fejl ved anvendelsen af princippet om den private aktør. Retten havde lagt vægt på Larkos regnskaber for 2008, som først var tilgængelige efter, at garantien var stillet, og anvendte en uholdbar negativ formodning:

• Retten tilsidesatte princippet om, at kun de beviser, der var tilgængelige på tildelingstidspunktet (ex ante), er relevante.
• Retten konkluderede, at de græske myndigheder burde have haft kendskab til Larkos vanskeligheder, fordi de ikke havde fremlagt bevis for det modsatte.
• Domstolen præciserede, at Kommissionen bærer bevisbyrden for, at der er ydet en statsstøtte, og at en støtteafgørelse ikke kan baseres udelukkende på en negativ formodning, der hviler på manglen på oplysninger fra medlemsstaten, medmindre der foreligger andre positive elementer, der godtgør fordelen.

Sagen hjemvises til Retten, således at den kan undersøge, om sagsakterne indeholder tilstrækkeligt troværdige oplysninger, der understøtter Kommissionens konklusion om, at Grækenland burde have haft kendskab til Larkos økonomiske vanskeligheder på tildelingstidspunktet.