Afgørelse om manglende forvekslelighed mellem varemærkerne MEZZACORONA og CORONAS inden for vinbranchen

Indehaveren af MEZZACORONA anførte derimod, at mærkerne adskilte sig væsentligt. De påpegede, at MEZZACORONA starter med det markante element "MEZZA-", hvilket skaber en betydelig visuel og auditiv forskel. Endvidere bestred de, at CORONAS var dokumenteret velkendt som et selvstændigt mærke, da det ofte optrådte i kombination med husmærket TORRES.

Patent- og Varemærkestyrelsens oprindelige vurdering

Styrelsen afviste indsigelsen den 8. juli 2003. Selvom der var varesammenfald, fandt styrelsen ikke, at der var mærkelighed. Styrelsen lagde vægt på, at MEZZACORONA er væsentligt længere (11 bogstaver) end CORONAS (7 bogstaver), og at begyndelsen af mærkerne var forskellige. Styrelsen udtalte:

"Indsigerens mærker adskiller sig så væsentligt fra det angrebne mærke, at indsigers mærker – uanset om de måtte være velkendte – ikke ville kunne opnå en udvidet beskyttelse."

Styrelsen vurderede også, at den fremlagte dokumentation ikke var tilstrækkelig til at fastslå, at mærket CORONAS alene var velkendt i Danmark, da fakturaer og artikler primært vedrørte TORRES CORONAS.

Ankenævnets behandling af sagen

Indsigeren indbragte afgørelsen for Ankenævnet for Patenter og Varemærker og gentog, at mærket CORONAS i mere end 25 år var blevet brugt som et undervaremærke til housemarket TORRES, og at det derfor stod stærkere i en mærkelighedsbedømmelse. Indsigeren mente, at der skulle slækkes på kravet til mærkelighed på grund af det direkte varesammenfald, jf. Varemærkeloven § 4, stk. 1.

Ankenævnet havde truffet afgørelse om, at det ansøgte varemærke ikke opfyldte kravene i Varemærkeloven § 13, stk. 1 om særpræg, da mærket:

• Hovedsageligt bestod af en geografisk angivelse.
• Manglede evnen til at fungere som et oprindelseskriterium for de pågældende varer.

Sagsøgers argumenter

Sagsøgeren påstod, at Ankenævnets afgørelse skulle ophæves. Deres hovedargumenter var:

1. Særpræg ved kollektive mærker: Kollektive varemærker skal vurderes anderledes end individuelle mærker, idet deres formål er at garantere varernes geografiske oprindelse og kvalitet, hvilket i sig selv medfører en form for særpræg.
2. Indarbejdelse og kendthed: Selvom mærket indeholdt en geografisk betegnelse, var den kombination og det grafiske udtryk, der var valgt, tilstrækkeligt til at adskille varemærket fra andre. Endvidere blev der anført, at mærket havde opnået særpræg ved brug på det italienske marked.
3. Offentlighedens opfattelse: Den relevante danske kundekreds ville opfatte mærket som et tegn på, at varerne var certificeret eller garanteret af Sagsøgeren, og ikke blot som en geografisk angivelse i almindelig forstand.

Ankenævnets (Sagsøgtes) argumenter

Ankenævnet fastholdt, at deres afgørelse var korrekt i henhold til Varemærkeloven § 45. Ankenævnets primære indsigelser var:

"Registrering af tegn, der udelukkende tjener til at angive varernes geografiske oprindelse, skal nægtes, da de skal holdes fri for alle erhvervsdrivende i det pågældende område. Det kollektive mærke har ikke den fornødne skelneevne til at adskille sig fra andre erhvervsdrivendes varer."

• Friholdelsesbehov: En bredere registrering ville stride imod princippet om, at geografiske angivelser skal holdes fri for almindelig brug af alle erhvervsdrivende, der er etableret i området.
• Manglende bevis for indarbejdelse: Sagsøgeren havde ikke fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at mærket havde opnået særpræg i Danmark gennem brug for de varer, ansøgningen omfattede.

Retten skulle foretage en fuld prøvelse af Ankenævnets afgørelse om, hvorvidt det ansøgte varemærke var omfattet af de absolutte registreringshindringer i Varemærkeloven.