Planklagenævnet afviser klage over afslag på dispensation fra lokalplan til læskur grundet manglende retlige spørgsmål

Sagen omhandler Svendborg Kommunes afslag på lovliggørende landzonetilladelse og dispensation fra lokalplan nr. 67 for et læskur på 14 m2 på ejendommen [A1]. Ejeren har klaget over afgørelsen til Planklagenævnet. Nævnet har afvist at behandle klagen, da den ikke indeholder retlige spørgsmål.

Sagens tidligere forløb

Svendborg Kommune traf den 8. februar 2024 en lignende afgørelse om afslag på lovliggørende landzonetilladelse og dispensation fra lokalplan nr. 67 til det omtalte læskur. Klagerne indbragte denne afgørelse for Planklagenævnet den 18. februar 2024.

Planklagenævnet ophævede ved afgørelse af 24. marts 2025 kommunens oprindelige afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Dette skete, fordi kommunens afgørelse hvilede på en forkert retsopfattelse vedrørende muligheden for at dispensere fra lokalplanens § 7.1.

Kommunens fornyede afgørelse

Den 2. april 2025 meddelte Svendborg Kommune på ny afslag på lovliggørende landzonetilladelse til læskuret. Afslaget blev meddelt i henhold til Planloven § 35, stk. 1.

Kommunen begrundede afslaget med, at læskuret er opført 33 meter fra helårsbeboelsen, mens lokalplan 67 § 7.1 kræver, at placeringen maksimalt må være 15 meter fra beboelsen. Kommunen vurderede, at lokalplanens § 7.1 er en skærpelse af planlovens generelle tilknytningskrav på 20 meter. Kommunen ønskede ikke at dispensere fra afstandskravet, da lokalplanens formål er at sikre landsbyens karakter af sammenhængende bebyggelse, og afstandskravet anses for en konkretisering af dette formål. Det blev også inddraget, at der ikke tidligere var meddelt dispensationer for afstandskravet inden for delområdet.

Klagerens anbringender

Klagerne indsendte klage den 26. april 2025. Klagen blev modtaget af Planklagenævnet den 30. april 2025. Klagerne anførte, at lokalplanen bør ændres, da den er ulogisk og selvmodsigende. De mente, at formålet om bebyggelse og afstandskrav modsiger formålet om at skabe et boligområde med mulighed for dyrehold og nyttehaver.

Klagerne fremhævede desuden, at lokalplanens regler gør det besværligt at have dyrehold på en hensigtsmæssig måde, idet læskuret maksimalt må placeres 15 meter fra helårsbeboelsen. Dette ville ifølge klagerne enten kræve en løbegang tværs gennem haven eller en flytning af folden helt op til terrassen. Klagerne anførte yderligere, at lokalplanen umuliggør en fornuftig og harmonisk udnyttelse af grunden og ville ødelægge deres have. De udtrykte, at en flytning af læskuret tæt på huset ville betyde, at de ikke længere ville have dyr på ejendommen.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle en kommunes afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan desuden behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes øvrige afgørelser efter planloven, herunder afslag på dispensation fra en lokalplan, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Nævnet fastslog, at Svendborg Kommunes afgørelse af 2. april 2025 indeholdt både et afslag på landzonetilladelse og et afslag på dispensation fra lokalplanen, jf. Planloven § 19. Dette blev understreget af kommunens angivelse af, at placeringen af læskuret ville kræve dispensation fra lokalplanens afstandskrav, og at kommunen ikke ønskede at dispensere.

Klagen vedrører skønsmæssige spørgsmål

Planklagenævnet vurderede, at klagen udelukkende vedrørte afslaget på dispensation fra lokalplanen, idet klagepunkterne specifikt omhandlede lokalplanen og dens afstandskrav på 15 meter fra boligen. For at nævnet kan behandle en klage over afslag på dispensation fra en lokalplan, er det en forudsætning, at klagen indeholder retlige klagepunkter, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan således behandle spørgsmål om manglende hjemmel, men ikke skønsmæssige spørgsmål eller spørgsmål vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed.

Planklagenævnet fandt, at klagen ikke indeholdt retlige spørgsmål. Nævnet lagde vægt på, at klagerne primært anførte, at lokalplanens bestemmelser var selvmodsigende og ulogiske, og at de umuliggjorde en fornuftig og harmonisk udnyttelse af grunden. Dette blev af nævnet opfattet som en klage over afgørelsens hensigtsmæssighed set i forhold til klagernes interesser.

Afvisning af klage

På baggrund af ovenstående afviste Planklagenævnet at behandle klagen.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.